Los Angeles bliver All Star-vært i 2017

Los Angeles Kings og Staples Center bliver værter for NHL’s All Star-kamp i næste sæson. Det offentliggjorde ligakommissær Gary Bettman lørdag på et pressemøde.

Det er tredje gang, at Los Angeles bliver værtsby for All Star-kampen. Første gang var i 1981, hvor kampen blev spillet i The Forum, og All Star-eventen var senest i den vestamerikanske storby i 2002, hvor Staples Center lagde is til begivenheden. Det bliver også denne multiarena, der danner rammen om næste års opgør.

Årets All Star-weekend bliver afholdt i Nashville. Lørdag aften er der Skills Competition, mens den nye All Star-miniturnering spilles søndag.