Lindhøj: En følelse, jeg ikke lige glemmer

Foto: Jan Korsgaard

Christoffer Lindhøj blev den helt store helt for Herlev Eagles i aftes i Aalborg. Ikke blot fordi han var her, der og allevegne i kampen mod sine holdkammerater fra tidligere på sæsonen, men også fordi han blot tre sekunder før tid udlignede til 2-2 for Eagles og dermed holdt håbet om slutspil i live. Herlev vandt den efterfølgende straffeslagskonkurrence.

Målet til 2-2 beskriver Lindhøj således – og husk, at Herlev faktisk var i undertal på det tidspunkt af kampen.

– Aalborg fik faktisk en to mod en-situation, men heldigvis skød de over mål. Jeg hentede pucken i hjørnet og passede den op til Lukas Lundvald, som skøjtede den flot fremad. Jeg fulgte med, og lige da vi kom ind over blå linje, lagde han en rigtig lækker pasning, så jeg kom alene med Aalborgs målmand. Jeg fik den lagt ind, og det er en følelse, jeg ikke lige glemmer, lyder det fra Christoffer Lindhøj.

Han betegner kampen i Gigantium som en rodet match med mange chancer i begge ender:

Vi kom klart bedst fra start, fik et hurtigt mål og havde godt styr på det. Aalborg kom bedre i gang efter 10 minutter og kom godt ind i kampen. Det var lidt rodet, men jeg tror stadig, det var underholdende at kigge på. Der blev i hvert fald spillet offensiv ishockey, siger Christoffer Lindhøj, der vurderer det som fortjent, at det var Herlev, der fik de to point i aftes.

Stemningen er god i Herlev-truppen, forsikrer Christoffer Lindhøj og forklarer, at spillerne ikke har brugt krudt på at fokusere på ”Gentofte-sagen”.

– Det lader vi bestyrelsen om. Vi træner hårdt hver eneste dag og tror stadig på slutspillet. Alle sammen og hundrede procent. Selv om vi kun var 15 mand i aftes og var bagud, holdt vi hovedet koldt. Vi blev ved at arbejde røven ud af bukserne og blev belønnet til sidst, lyder det optimistisk fra Lindhøj, der i går havde ny træner i boksen.

Den skadede back Dennis Bozic havde hovedansvaret efter trænerfyringen af Linus Fagemo, som Christoffer Lindhøj ikke ønsker at kommentere.

– Men vi kender alle sammen Dennis Bozic, så det gik fint med ham i trænerboksen, siger Lindhøj, der allerede på søndag skal i aktion igen, når Herlev hjemme møder Herning.