Lige ved og næsten for Herlev i Aalborg

Foto: Daniel Pullen / Bluelinemedia.dk

Aalborg Pirates – Herlev Eagles 4-3 (2-0, 2-1, 0-2) Der var et par lyse ting at se hos Aalborg forud for kampen. Man havde fået Spencer Humphries, Nicolaj Eriksen, Jeppe Jul Korsgaard ind på holdet, men i stedet havde man mistet svenske Victor Panelin-Borg. Aalborg var dermed uden Nikolai Nielsen og Lasse Bo Knudsen i defensiven. Imod slutningen af 3. periode udgik Nicolaj Eriksen for Aalborg. Hos Herlev var man uden Per Savilahti Nagander i defensiven, mens Ulrich Linnet manglede i offensiven.

Cam Braes fik sin debut for Aalborg, hvor han kom ind i en kæde med Jeppe Jul Korsgaard og Sebastian Brinkman, mens Jonathan Brinkman havde beholdt sin plads sammen med Julian Jakobsen og Thomas Spelling.

De første tyve minutter var det Aalborg på det hele. De var først på pucken, og afleveringerne sad bedre, end de har gjort på det seneste. Det har hjulpet, at man havde fået lidt flere spillere tilbage på holdet, og dermed fået mere sikkerhed i spillet i egen zone.

Det var også ganske fortjent efter spil og chancer, at det var Aalborg, der scorede kampens første mål. Mike McNamee modtog pucken i slottet fra Mikkel Højbjerg, og han sendte pucken meget sikkert i nettet. Aalborg pressede på for flere mål, og der var også muligheder til det.

Aalborg kæmpede godt over hele isen, og Herlev kom ikke frem til mange muligheder. Når Herlev endelig var i Aalborgs zone, så var det primært deres kæde med Quist, Thompson og Thörnberg, der fik lagt et pres.

Herlev blev noteret for kampens første udvisning, og Aalborg var hurtige til at udnytte muligheden til 2-0. Mike McNamee var efterladt alene på bagerste stolpe, og pucken hoppede over til ham, og han kunne sende pucken ind i det helt tomme mål uden chance for Clint Windsor. Aalborg fik sin første udvisning med tre sekunder igen af perioden, og Herlev kunne dermed starte 2. periode i powerplay. 2-0 til Aalborg efter de første tyve minutter.

Herlev startede i powerplay i anden periode, men det var ikke det mest polerede powerplayspil fra Herlev, der dog kom til et par chancer, men det var ikke via typisk powerplay. Herlev fik muligheden igen i powerplay, hvor det var mere poleret, og Herlev fik spillet sig frem til bedre muligheder.

Så kom dramatikken, hvor Magnus Koch havde en afventende udvisning, og oveni det, så havde dommerne set, at Christoffer Gath havde nikket en skalle til en Aalborgspiller. Dermed fik han matchstraf, og dermed en karantæne i en eller flere af de kommende kampe.

Selvom Aalborg var to mand i overtal i to minutter, så var det først med 5 sekunder igen med to mand i overtal, at Martin Højbjerg fik sendt pucken i nettet til 3-0. Herlev kæmpede bravt i undertal, hvor de fik reduceret ved Jesper Thörnberg, der fik kæmpet pucken ind bag Ronan Quemener.

Unge Jonathan Brinkman var i søndags rykket op i kæden med Julian Jakobsen og Thomas Spelling, og den plads havde han beholdt i aften. Han arbejdede hårdt hele kampen, og derfor var det også ganske fortjent, at han fik sat sidste stav på pucken til 4-1. En af Aalborgs egne drenge, der har arbejdet solidt hele sæsonen. 4-1 til Aalborg efter fyrre minutter, og sejren virkede hjemme for Aalborg, men Herlev ville det anderledes.

Herlev kom med ild i øjnene til 3. periode, mens Aalborg virkede en smule trætte efter en del kampe på rimelig kort tid. Herlev kom langt bedre med, og de kom også frem til flere større muligheder, men Quemener var på plads til de fleste af dem.

Brett Thompson satsede butikken, og kom alene mod Quemener, men Quemener var på plads og reddede situationen. Kort tid efter var der igen kommunikationsproblemer i Aalborgs defensiv, hvilket gav muligheden til Jesper Thörnberg, og han sendte pucken i nettet mellem benene på Quemener.

Aalborg blev mere og mere sløset i løbet af 3. periode, og man tog nogle dumme beslutninger, der kostede udvisninger. Under en af disse udvisninger fik Herlev reduceret til 4-3 ved Remy Giftopoulos, der scorede sikkert.

Herlev lugtede blod og fik satset alt. Med omkring tre minutter tilbage fik Herlev en god mulighed med powerplay, men man valgte ikke at satse allerede der uden Windsor i målet før mod slutningen af powerplayet.

Ligesom Aalborg blev fuldtallige, så trak Julian Jakobsen 2+2 minutter for en høj stok, der havde ramt Brett Thompson i hovedet.

Herlev forspildte muligheden, da man med ca. 20 sekunder blev dømt forsætlig offside, og faceoff skulle ned i deres egen zone.

Tiden løb af uret, og Aalborg kunne notere sig tre point på kontoen og rykke forbi Frederikshavn op på 3. pladsen. Stor cadeau til unge Jonathan Brinkman, der var rykket op i kæden med Julian Jakobsen og Thomas Spelling. Han kæmpede heroisk hele kampen, og han blev noteret for sit førte mål i denne sæson, hvilket også var sejrsmålet.

Kampen forløb i øvrigt næsten nøjagtig som da de to hold senest tørnede sammen. Aalborg foran 3-0 og Herlev i et comeback, der lige nøjagtig ikke gav point. Det må Eagles-folkene ærgre sig over på vej hjem.