Lige ved og næsten for de danske VM-kvinder

Foto: Jan Korsgaard

De danske løvinder står med nul point efter to kampe ved Division IA-VM i Aalborg. Det er facit efter endnu et nederlag i eftermiddag. Nedrykkerne fra den bedste VM-gruppe, Tyskland, vandt 3-2 – alle fem mål scoret i første periode. Set over 60 minutter en helt fortjent tysk sejr – men danskerne var med til sidste sekund og havde muligheden for at udligne i en hektisk slutfase.

Tilskuerne i Gigantium Isarena blev underholdt lige fra første minut i en første periode, hvor målene væltede ind lige fra start. Tyskerne satte heftigt pres på fra start og bragte sig foran efter blot 21 sekunder. Danskerne var slet ikke klar i første skift, og det udnyttede Julia Zorn til at score tæt under mål.

Det var ikke til at se, at Tyskland er vant til at spille afventende, når de møder de helt store nationer på kvindesiden, for de var overalt på isen i de første fem minutter. Logisk nok førte det til en powerplaymulighed og 2-0-føring. Kamilla Lund Nielsen i det danske mål burde dog have gjort noget ved Laura Kluges spage skud.

Ikke desto mindre fik danskerne en powerplay-chance kort efter tyskernes andet mål. Tre mål i powerplay i gårsdagens kamp mod Østrig gav håb om dansk reducering, og den kom. Jeanette Langsagers skud langt ude fra sejlede ind blandt venner og fjender. Kort forinden havde tyskerne leveret et kanonskud på inderstolpen, der kunne have gjort det til 3-0.

Nu i stedet et dansk reduceringsmål efter en stærk powerplaysekvens. Målfesten fortsatte. Yvonne Rothemund skød fra lang afstand. Mål, 3-1 og udskiftning af Kamilla Lund Nielsen til fordel for Lisa Jensen. Hun holdt buret rent i resten af perioden, og minsandten om ikke Charlotte Densing fik reduceret på en fin styring inde foran mål.

3-2 til Tyskland efter 20 minutter. Objektivt set et fint resultat for danskerne, der var under pres – og endda også måtte se endnu et tysk skud ramme opstanderen.

Tyskland, nedrykker fra den bedste VM-gruppe, er favorit til igen at rykke op, og de lagde pres i begyndelsen af anden periode. Danskerne havde problemer med at få pucken ud af zonen og blev straffet med et par lange skift.

Lisa Jensen var kommet ind i målet for at blive, og var på toppen med et par forrygende parader, da Nina Kamenik og Marie Delarbre var helt fri med kort interval. De rød-hvide gav dog ikke så meget væk som i første periode, og langsomt begyndte danskerne at arbejde sig fremad banen.

Først med en stor chance til Henriette Østergaard til følge og derefter med et hidsigt, forrygende arbejdsraseri, hvor tyskerne blev fuldstændig låst fast i egen zone i fire-fem minutter. Danskernes bedste sekvens i kampen.

Josefine Jakobsen og Josefine Persson førte an, men danskerne fik ikke udlignet, tingene normaliserede sig og en spillemæssigt langt bedre anden periode fra begge hold blev ført til ende uden mål.

De sidste 20 minutter var med samme kampbillede. Tyskerne havde pucken meget, danskerne sled for at få flyttet pucken op i den tyske zone, men de rød-hvide holdt dog stand foran mål. Lisa Jensen i målet blev ved at redde, når tyskerne blev for nærgående.

Og pludselig dukkede der en dansk mulighed for en udligning op. En tysk udvisning med godt et minut tilbage gav lejlighed til seks mod fire-pres. Danskerne fik etableret sig, skabte et par farlige situationer inde foran det tyske bur, men mere blev det ikke til.

Alt i alt en fortjent tysk sejr. Fine danske indsatser af den indskiftede målmand Lisa Jensen og backparret Malene Frandsen og ikke mindst den lille, stærkt skøjtende back Josefine Hansen, der spillede 60 minutter med stort overblik og intelligente pasninger.

Tidligere i dag vandt Frankrig 5-0 over Slovakiet, og vinder Østrig som ventet kampen mod Norge senere er turneringen knækket over i to halvdele. Foreløbig har Tyskland og Frankrig seks point, Østrig tre, mens Norge, Danmark og Slovakiet pt. står uden point.