OL-KVAL: Lauridsen: Start med en god gang udebanehockey

Foto: Jan Korsgaard

Oliver Lauridsen humpede lidt rundt i lufthavnen i Minsk natten til onsdag, mens han ventede på bagagen, men ved gårsdagens træning var backjætten frisk igen, og han så også fuldt mobil ud torsdag formiddag, da danskerne var i gang med den traditionelle pregame-skate.

– Det var bare et par skud, der ramte uden for udstyret, tror jeg. Det er helt ok igen, forsikrer Oliver Lauridsen, der med egne ord har set frem til kampen mod Hviderusland i “meget lang tid”.

– Kampen i Letland (tirsdag aften) gav en god indikation på, hvor høj kvalitet, vi har på det her hold. Uden tvivl det stærkeste mandskab i min tid på landsholdet, slår Oliver Lauridsen fast.

– Men det bliver en vanskelig kamp i aften. Vi kan være helt sikre på, at de har siddet og set hver eneste millimeter af vores kamp mod Letland, så vi kan næppe overraske dem så voldsomt. Jeg er sikker på, at de kommer flyvende de første 10 minutter, hvor vi lige skal etablere os i kampen. En god gang udebanehockey uden at vi skal overlade det hele til dem, siger den store Jokerit-back.

Han virker ganske sikker på sit holds styrker.

– Vi er godt forberedt og har haft god intensitet på træningerne. En god, tight gruppe og et simpelt spilsystem. Folk kender hinanden fra klub- og ungdomshockey, siger han.

– Vi har alle forudsætninger for at skabe et godt resultat, og der er så mange individuelle topkvaliteter på vores hold, at vi nok skal skabe chancer til at vinde kampen, lyder det fra Lauridsen.