Lasse Mortensen bliver ægte Mighty Bull

Foto: iShoot.dk

Rødovre Mighty Bulls har hentet en ny mand op i truppen. Og så alligevel ikke helt. Lasse Mortensen fik nemlig allerede i sidste sæson sin debut i Metal Ligaen, hvor han spillede 12 kampe for Rødovre. 

Lasse Mortensen var med til at vinde U20-DM og har både været en del af U18- og U20-landsholdet i år, ligesom han også fik tolv kampe for Rødovre Mighty Bulls. Dermed fik han mulighed for at prøve Metal Liga-niveauet af og lavede også sine første to assists.

– Jeg fik nogle kampe sidste år, hvilket jeg er meget taknemmelig for. Jeg håber på at få noget mere rutine ind i mit spil, hvilket jeg tror er resultatet af en masse kampe, som jeg håber på at få på det her niveau, siger han og tilføjer, at han ser frem til de kommende udfordringer.

Omkring forventningerne til den kommende sæson, så er Mortensen ydmyg og klar til at arbejde hårdt for at etablere sig:

– Mine forventninger til den kommende sæson er egentlig ikke så forfærdelig høje i forhold til mig selv. Jeg er ny på holdet, og jeg skal bare forsøge at gå ind og spille mit spil samt få en masse gode oplevelser og erfaringer, fortæller han. 

– Det kommende år er mit første rigtige år i Metal Ligaen, så jeg skal sørge for ikke at gøre tingene for besværligt, men samtidig besværligt nok til at udfordre mig selv. Jeg skal spille simpelt, hvilket jeg mener, er én af mine forcer. Derudover er det klart, at jeg skal sørge for at lukke ned bagtil og gøre alt det sure arbejde, som jo også er en del af ishockeyen, så godt som muligt.