Lasse Lassen skifter til Herning Blue Fox

Vojens Efterskole
Vojens Efterskole

Når Lasse Lassen senere på sæsonen vender tilbage til Danmark for at spille ishockey, bliver det barndomsklubben Herning Blue Fox, der får den tidligere landsholdsangriber på holdet.

Det skriver klubbens hjemmeside, og Blue Fox glæder sig naturligvis over, at Lasse Lassen – efter et ophold i Australien, hvor han har studeret og samtidig spillet ishockey for Melbourne Ice, har valgt at træde til i det midtjyske.

Det er blandt andet muligheden for at afslutte uddannelsen hos en Blue Fox’ sponsorer, der sender Lassen til det midtjyske.

– Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Lasse har haft mange mulige kort at vælge mellem til denne sæson. Det har været alt andet end let, men da KK Wind Solutions tilbød, at Lasse kunne færdiggøre sin uddannelse hos dem – i en stærk virksomhed med masser af fremtidsmuligheder – så vidste jeg også at forhandlingerne alt andet lige ville blive noget nemmere for os.

– For at være helt ærligt, så er jeg ret sikker på, at det var tungen på vægtskålen, siger Blue Fox direktør Torben Skovsgaard til klubbens hjemmeside.

Inden Lasse Lassen rejste til Australien, spillede han for Frederikshavn White Hawks i en enkelt sæson, hvor han var kaptajn og leverede 36 point i 33 kampe. Før det et par sæsoner i Herning og et mislykket udlandsophold i svenske Borås.

27-årige Lasse Lassen har ligeledes spillet et par sæsoner i det daværende AaB Ishockey, forgængeren til Aalborg Pirates.

I november vender han tilbage til Herning, hvor han får sit sædvanlige rygnummer 4.