Lasse Lassen har fundet ny klub

Lasse Lassen har ikke spillet ishockey i indeværende sæson, hvor han har koncentreret sig om sine studier – men dog stadig holdt sig i form.

Lassen, der blev årets spiller i Metal Ligaen i 2013/14-sæsonen, savner ishockey, og der er – heldigvis – ingen tegn på, at hans karriere ikke fortsætter nogle år endnu.

I første omgang skal Lasse Lassen debutere i en helt ny liga og verdensdel, eftersom han fra april stiller op for de australske vicemestre Melbourne Ice, der sidste sæson – turneringen går fra april til slutningen af august – tabte 2-3 i overtid i finalen mod Newcastle North Stars.

Lassen skal spille ishockey samtidig med, at han studerer på 8. semester på universitetet i Melbourne.

Studiet hedder “værdikæder og innovationsledelse” og er en kombination af produktion, management og ingeniørfaget med fokus på ledelse og strategi. Samtidig kan Lasse Lassens kæreste – også i Australien – afslutte sin bachelor i Medievidenskab.

–  Jeg er virkelig glad for muligheden for at spille ishockey dernede. Klubben har været utrolig professionel i korrespondancen, og organisationen virker helt på toppen, selv om det ikke er en professionel liga. De har taget imod med åbne arme og virker meget imødekommende, siger Lasse Lassen til FACEOFF-online.dk.

– Jeg kan få et nyt netværk, og klubben har endda også været mig behjælpelig med bolig dernede. Samtidig har de sørget for, at min kæreste også kan få mulighed for at flyve med rundt til udekampene, så det er helt perfekt.

– Jeg glæder mig til at spille hockey på et niveau, hvor studiet stadig kan have førsteprioritet, selv om det er mit indtryk, at den australske liga faktisk ikke er helt dårlig. Melbourne Ice har også mellem 1500 og 2000 tilskuere i snit til hjemmekampene. Jeg glæder mig, og håber måske at kunne give lidt igen ved at hjælpe til med at træne klubbens juniorer, siger Lasse Lassen.

Selv om hans semester slutter i juni, er det aftalen, at Lassen skal spille turneringen færdig.

– Det bad de om at få opfyldt, og det kan jeg bestemt godt forstå. Jeg håber måske at kunne kombinere den sidste del af turneringen med et praktikophold.

Og hvad så, når han vender hjem. Er karrieren slut eller gælder det mere hockey i Danmark?

– Lige nu vil jeg nyde at være i nuet og glæder mig til at bo og studere i Australien. Når jeg kommer hjem, er jeg bestemt åben for at spille i Danmark, for selv om jeg har holdt pause, føler jeg stadig, at jeg kan byde ind med noget, siger Lasse Lassen.