Lasse Lassen blev matchvinder for Herning

Foto: iShoot.dk

Odense Bulldogs-Herning Blue Fox 2-3 (0-1,2-1,0-1) Midtjyderne synes efterhånden ustoppelige i forhold til at spise grundspilssejren, for Blue Fox er efter dagens sejr i Odense nu syv point foran Aalborg Pirates med en kamp i hånden.

Ok, Herning kan stadig hentes af nordjyderne, men med den stabilitet, Petri Skrikos mandskab udviser, kan det blive svært at hente Blue Fox i toppen.

I dag afgjorde midtjyderne kampen i tredje periode. Lasse Lassen, der har været målfarlig i hele sæsonen og næsten har fundet sit andet forår som spiller under Petri Skriko, blev matchvinder, da han lirkede en puck ind tæt under mål.

Lassens 3-2-mål blev kulminationen på en god søndagskamp mellem to hold, der faktisk har givet hinanden underholdende kampe gennem hele sæsonen. En slutspilsserie mellem Blue Fox og Bulldogs vil slet ikke være så tosset endda.

Herning gav i målet comeback til Simon Nielsen, der spillede for første gang siden oktober, og Nielsen gjorde det solidt. Træner Petri Skriko kunne også glæde sig over, at Jacob Jessen og Anders Poulsen var tilbage, og at Sebastian Ruders ganske opportunistisk satte 1-0-målet, der var det eneste i første periode.

Branden Gracel lavede et ripostmål til 2-0 tidligt i anden periode, inden fynboerne fik fat i spillet og tog over – og udlignede foran 1088 tilskuere.

Nicolai Eriksen scorede sit andet ligamål på få kampe og en anden ung gut, Asger Petersen, udlignede foran et begejstret hjemmepublikum, inden Lasse Lassen altså blev skarpretteren, der afgjorde kampen.

Trods nederlaget ligger Odense stadig lunt i forhold til en top fire-placering, og har også rigtig godt kort på hånden til en placering blandt de seks bedste. Der er stadig lidt at give af for Mikael Gaths i dag ganske velspillende mandskab.

Faceoff.dk kunne desværre ikke være til stede i Odense i dag. Reportagen skrevet på baggrund af hjemmesider og lokale medier.