Larrivée har stadig Rødovre og København i hjertet

Det er efterhånden en del år siden, Christian Larrivée har spillet i Rødovre, men Mighty Bulls-supporterne har aldrig helt glemt deres canadiske yndling. Sådan fornemmes det i hvert fald i kulisserne på Vestegnen, hvor ønsket om Larrivées tilbagevenden altid lige luftes i diverse fora før sæsonen.

Larrivée havde to fremragende sæsoner i Rødovre, hvor han lige nøjagtig manglede krymmel på kagen.

Han fik godt nok en pokalsejr, men en enkelt grundseriesejr og en andenplads i serien frem mod slutspillet blev fulgt op af et sensationelt kvartfinalenederlag over syv kampe mod Frederikshavn og et nederlag i semifinalen året efter mod SønderjyskE.

Derefter skiftede den lange, spilintelligente Larrivée til Västerås i Sverige, inden han i 2010 landede i Storhamar. Her har han spillet siden, og han kaldes klubbens “talisman” – altså en slags lykkebringende figur. Og han er stadig en suveræn ishockeyspiller i en alder af 35 år.

Faceoff.dk mødte ham kort efter Storhamars testkamp i Vojens, som nordmændene vandt 3-2. Larrivée med en scoring og en enkelt assist.

– Selvfølgelig husker jeg min tid i Rødovre. Det var en fantastisk tid, og vi havde et godt hold i mine år dernede. Jeg husker især en spiller som “Jussi” – Juha Riihijärvi – men jeg havde virkelig mange gode holdkammerater, det var en god tid og vi burde have vundet et mesterskab. Desværre gik det ikke.

– Jeg er rigtig glad for at være her i Norge, men København banker stadig i mit hjerte. Det er min favoritby og jeg savnede den virkelig, da vi kørte forbi på vej til Danmark, tilføjer han.

– Nu er jeg blevet 35, og jeg vil virkelig, virkelig gerne vinde et mesterskab, inden karrieren er ovre, siger Christian Larrivée.

For at vinde et mesterskab skal Christian Larrivée og co. vælte Stavanger Oilers af pinden i Norge.

Oilers har vundet NM-guld de seneste seks gange, men bliver udfordret i denne sæson, lover Larrivée. Han har blandt andre fået den norske legende Patrick Thoresen som holdkammerat.

– Vi har presset dem de sidste to-tre sæsoner, og jeg tror på det i år. Vi har fået nogle spillere, som går lidt hårdere til den, og det hjælper os fysisk, siger Larrivée om den kommende norske sæson.