Landsholdsafbud fra Frederik Storm

Frederik Storm i aktion ved VM 2014 Shizhovka Arena, Minsk, Hviderusland. Foto: Jan Korsgaard

Frederik Storm var en af 14 angribere, der var udtaget til den kommende danske landsholdstrup, der i begyndelsen af november skal spille MECA Hockey Games i Norge. Men turneringen bliver uden Frederik Storm, der døjer med albueproblemer.

– Det var en skade, der dukkede op allerede i fjor og som stadig irriterer Frederik. Så Malmös medical team vil gerne have, at han bliver hjemme og restituerer, siger landstræner Janne Karlsson til FACEOFF-online.dk.

Endnu er der ikke udtaget en erstatning for Frederik Storm.

– Vi havde 14 forwards med i truppen i første omgang, så det er ikke sikkert, at der kommer en ny mand ind i truppen. Men min erfaringer viser også, at der kommer mellem to og fem afbud op til en sådan turnering. Alle ligaer er inde i et meget tæt program, så der vil formentlig opstå skader i de kommende uger. Så det er ikke umuligt, at der kommer nye folk ind i truppen, siger Janne Karlsson.