Kyle Wharton forstærker SønderjyskE’s defensiv

SønderjyskE har den canadiske back Kyle Wharton klar til kamp. 

Det skriver og erfarer den normalt pålidelige avis Der Nordschleswiger, der afslører, at den tidligere Esbjerg-forsvarer er på vej til SønderjyskE.

Dermed bliver Kyle Wharton den ottende udlænding hos SønderjyskE, og han kan med britisk pas i teorien debutere i morgen, når SønderjyskE møder Herlev.

Wharton var ikke med i går, da hans klub i denne sæson – indtil nu – HKM Zvolen i Slovakiet, spillede lokalderby mod Detva, så det passer ganske godt med, at han sagtens kunne være klar til en lyndebut hos sønderjyderne. 

Den lange canadier er kendt fra sin godt og vel halve sæson hos Esbjerg i 2014/15, hvor han gjorde en fin figur hos vestjyderne. Han kom fra østrigske Klagenfurt og leverede 19 point i 22 kampe hos Esbjerg, inklusive det slutspil, hvor han altså endte med at spille finale mod netop SønderjyskE. 

Wharton blev draftet i 2004 af Columbus og begyndte sin europæiske karriere i 2012/13-sæsonen i Znojmo, inden han drog til den tjekkiske liga og EBEL igen. 

Efter Esbjerg drog han på eventyr i Asia Hockey League hos Nikko IceBucks, og derefter skotske Braehead Clan. Den første del af denne sæson spillede han 36 kampe og leverede tre point hos HKM Zvolen.