Kvindelandsholdets førstekæde klikker i Ungarn

Vojens Efterskole
Foto: Jan Korsgaard
Vojens Efterskole

De danske ishockeykvinder lever og har det godt under den nye coach Fredrik Glader.

Luleåtræneren har i den grad fået sat vand på de offensive kedler hos danskerne, for efter 9-1 i går mod Kina blev det i aften til 6-5 over Ungarn i den afgørende kamp i indledende pulje.

Det skriver ishockey.dk, der beretter følgende om kampen: 

Sejren betyder 15 mål på to kampe for Danmark, og lige så vigtigt, at det bliver til en finale mod Slovakiet i morgen aften i Budapest. Slovakkerne har vundet deres pulje foran Norge og Frankrig.

I aften var Danmark ude i et stort comeback i tredje periode i kamp, der blev et sandt drama.

Nicoline Jensen, årets kvindelige ishockeyspiller fra i fjor, blev første periodes enlige målscorer, men kampen eksploderede reelt i midtperioden, hvor værterne gik fra 0-1 til 4-3 i en sand målfestival.

Josefine Persson fik skudt sig varm med to scoringer, en assist af hver kædemakker, Silke Glud og Josefine Jakobsen. Den danske førstekæde ser ud til at klikke fortrinligt, for i tredje periode tog trioen fat igen.

Josefine Jakobsen udlignede i det 52. minut og tre minutter før tid fuldbyrdede Josefine Persson sit hattrick ved samtidig at blive matchvinder. Silke Glud satte slutpunktet for Danmark, inden hjemmeholdets stjerne Fanny Gasparics faktisk nåede at reducere med 26 sekunder igen.

Sikke en målfest og altså dansk sejr og finale i morgen. Den spilles klokken 15:30 mod Slovakiet.