Kvindelandsholdet: Op i tempo og store nederlag mod Lions

Foto: Jan Korsgaard

Det danske kvindelandshold er i fuld gang med forberedelserne op til VM i Aalborg, der begynder i den kommende uge i Aalborg, hvor fem nationer kommer på besøg til et på papiret meget åbent og spændende Division I-VM. Holdet har været samlet siden fredag i Gentofte, og træner Michael Thomsen har været yderst tilfreds med tempoet og intensiteten i træningsenhederne.

Træningskampene mod Copenhagen Lions fra 2. division øst satte de danske kvinder op mod et hold, der i hvert fald tempomæssigt satte kvindelandsholdet på en stor opgave. At møde så godt et tempo, som Lions leverede i Gentofte, kan blive værdifuldt for Michael Thomsens mandskab.

Resultatmæssigt kom “løvinderne” ikke så godt ud af kampene mod Copenhagen Lions, der vandt 11-4 lørdag eftermiddag og i dag gentog sejren med endnu større cifre, nemlig 14-2. Landstræner Thomsen havde håbet af begrænse nederlaget i dag, men det lykkedes altså ikke.

I dag så 32 tilskuere Michele Brix og Silke Lave Glud score de to for kvindelandsholdet, der faktisk gik fra 0-2 til 2-2, men derefter tog Lions over, og det kostede blandt andet de syv afsluttende mål på blot ni minutter.

Noget tyder på, at Silke Lave Glud bliver en vigtig målscorer for landsholdet ved VM, for hun lavede også to mål i lørdagens kamp, hvor hun blev suppleret op af Josefine Jakobsen og Julie Gregersen.