Kunyk og Gentofte sænkede Herning

Herning Blue Fox – Gentofte Stars: 1-2 (0-1, 1-1, 0-0) (Kampreportage af Allan Kjeldsen i Kvik Hockey Arena)

Det var uden tvivl et hjemmehold ramt på selvtilliden, der denne aften tog imod Gentofte Stars. Cheftræner, Mario Simioni, havde inden kampen også svinget med sablen, og dermed var presset inden kampen i den grad på skuldrene af Blue Fox.

Hjemmeholdet fik da også testet Seppänen flere gange i kampens absolutte indledning, men alligevel kunne gæsterne på deres først chance sende rystelser helt ind i marven på rævene. Cody Kunyk, med en NHL-kamp på sit cv, kunne i en fri position udplacere Lubos Pisar, og blot små fire minutter inde i opgøret blev kniven allerede ført til struben på midtjyderne.

Stilheden var nærmest larmende på Kvik Hockey Arena, og utilfredsheden spredte sig stille og roligt fra trænerboksen og op på lægterne. Publikum er vant til mere, og da kaptajnen gik forrest i en tackling endte det symptomatisk nok med en tur i straffeboksen.

Trods powerplay til gæsterne slap Smithson og Sagat igennem, men det fine tilbud løb ud i sandet da den store slovak ganske enkelt ikke kunne følge tempoet op ad isen.

Med lidt over fem minutter tilbage fik hjemmeholdet så chancen i powerplay, og den manglende selvtillid blev i den grad udstillet.

Ingen bevægelse, ingen fantasi og intet mod i de rigtige momenter.

Christoffer Eskerod tog turen i straffeboksen netop som gæsterne blev fuldtallige, men Seppänen havde ingen problemer med at håndtere de halvhjertede forsøg fra blå linje.

Gæsterne skulle dog hellere ikke arbejde hårdere end højst nødvendigt for at holde rævene på afstand, og da marginalerne så endelig var med hjemmeholdet – ja så var de det alligevel ikke.

En puck svævede i en høj bue mod mål, og i tæt trafik endte pucken bag Seppänen. Dommeren var dog ikke i tvivl og vinkede afværgende, da han skønnede, at pucken var slået i mål med hånden, og dermed måtte Blue Fox slukørede skøjte ind til en vel knap så behagelig audiens hos Mario Simioni.

Mønstret fortsatte dog i anden periode med et indledningsvis pres fra hjemmeholdet, men så en kontrachance til gæsterne som let kunne være kommet på 2-0 i den situation.

Pisar måtte endda hive en pragtredning frem da målscoren Kunyk slap alene igennem efter en udskiftningsfejl fra rævene. De var i sandhed rådvilde i den herningensiske lejr og så kendte gæsterne igen deres besøgelsestid.

Lauri Karmeniemi og Cody Kunyk fangede nok engang hjemmeholdet i en kontra, og sukkerpasningen fra sidstnævnte blev behandlet efter fortjeneste fra førstnævnte. Et lækkert mål af gæsterne og decideret krisestemning på heden.

Det var mere end svært at få øje på hvordan rævene skulle komme tilbage i kampen og ikke mindst tilbage på sporet. Stillingen var tættere på 3-0 end en reducering fra hjemmeholdet.

Ikke fordi gæsterne var det bedste hold og mest på pucken, men faren var konstant i den skælvende defensiv, der mest mindede om en decideret rodebutik. Alligevel bredte der sig et smil eller to på lægterne da Jordan George sled sig ind foran mål, vendte rundt, og slyngede pucken op i det nærmeste målhjørne.

Et fint mål af den lille amerikaner, men bestemt ikke noget, der kunne slette indtrykket af et hold i frit fald.

Tredje periode udartede sig til lidt af en ørkenvandring, hvor ingen af de to hold præsterede at skabe ret meget. For rævenes vedkommende manglede der primært trafik foran mål , da man ikke evnede at spille sig frem til de åbne chancer, og derfor havde Seppänen forholdsvis let spil inde i kassen.

Tiden arbejdede videre i et ubarmhjertigt tempo set med midtjyske briller, og da hjemmeholdet klarede frisag efter en udvisning til Jordan George resterede der blot fem minutters penge tilbage af kampen.

Rasmus Nielsen kom frem til en stor chance kort efter holdene blev fuldtallige, men gæsterne ofrede sig heroisk i situationen og fik i fællesskab ekspederet pucken ud af zonen.

Blue Fox fik også lagt trykket til sidst, og Pisar blev hevet ud med mindre end ét minut tilbage. Seppänen var ude med en flot benparade på en styring tæt under mål, og så kunne Karsten Arvidsens tropper tage den lange tur hjem til Gentofte med tre flotte point i Herning.

Man of the Match: Gæsterne har fundet en lille diamant i den tidligere NHL-spiller, Cody Kunyk. Kaptajnen viser stort overblik, en fornem spilforståelse og så havde han en afgørende stav med i begge scoringer.