– Kunne ligeså godt have brugt pengene på den lokale shawarmabar

Ledelsen i Amager Eliteishockey er mildt sagt ved at koge over af irritation efter nederlaget i Vojens onsdag aften. Her var grundspilsvinderne fra Amager på besøg hos sønderjydernes liga-reserver, der vandt 7-4 – blandt andet med tre mål af Henrik Nielsen, der tidligere i sæsonen har været på det danske landshold.

Også flere andre etablerede Metal Liga-spillere som Morten Skov, Marc Sørensen og Martin Eskildsen var med på holdet, og det får nu Amager Eliteishockey til både fair play og regelændringer for 1. division.

– Jeg kunne lige så godt have brugt mine penge på den lokale shawarmabar på en enarmet tyveknægt i stedet for at poste dem i ishockeyen. Det er jo totalt usportsligt det her. Man vælger at spille en slutspilskamp i 1. division med en spiller, der har været på landsholdet tidligere i sæsonen og samtidig er en etableret ligaspiller. Han har kun spillet to kampe i 1. division. Det er jo totalt uholdbart for klubber som os, Gladsaxe og Hvidovre, der kæmper en hård kamp for at hente sponsorer  i dagligdagen, siger klubejer hos Amager, Allan Klem.

– Hvad skal vi sige til de sponsorer, når det her sker år efter år? Ligaklubberne bomber os fuldstændig tilbage, og det kan ikke passe, at de bare bruger det her slutspil som træningslejr. Det koster 15.000 kroner at køre bussen til Vojens, og man kunne lige så godt lade være med at have et slutspil, hvis det skal være sådan her. Det er SÅ misvisende en liga, når det ender sådan. Det er SÅ usportsligt, tilføjer han.

– Jeg vil godt understrege, at jeg gerne vil være en god taber, og det er også det, jeg lærer mine børn, men i 1. division vil jeg tabe til 1. divisionshold, siger Allan Klem.

Amagers sportschef Klavs Larsen henvendte sig ligeledes til FACEOFF i går:

– Hvorfor skal Vojens/SE trække dem ned? For først at komme i play-off, og nu fortsætter de i kvartfinalerne? Det er jo ikke unge “elitetalenter” Vojens/SE giver spilletid, men spillere med flere sæsoner i eliten, siger han.

– “Finten” med at indkalde elite- og landsholdspillere lavede Rødovre i finalen sidste år, hvor bl.a. Martin Asperup kom direkte fra landsholdssamlingen i Odense og blev finaleafgørende. At unge elitetalenter får vigtig senior erfaring i 1. division er vi i Amager helt enige i.

– Men at man indkalder etablerede elite/landsholdspillere, er totalt mangel på respekt for det store arbejde der gøres i 1. divisionsklubberne og det klæder ikke “Danmarks førende ishockeyklub” at optræde på denne måde.

Klavs Larsen vil ikke komme med konkrete løsningsmodeller nu og her, men vil meget gerne sætte gang i aktivt arbejde for at lave et nyt reglement for 1. division, for det kræver at klubberne i landets næstbedste opnår en form for enighed, inden et ændringsforslag kan vedtages på DIU’s repræsentantskabsmøde.

Hos Danmarks Ishockey Union siger Kim Pedersen, der er turneringsleder for 1. division, følgende til problematikken.

– Det har flere gange – via DIU – været forslået at man i slutspillet skal have opfyldt nogle kriterier for at deltage. Det er blevet stemt ned hver gang, og da vi er en demokratisk organisation, så er det selvfølgelig et problem for de fire “rene” 1. divisionsklubber, siger han – og understreger, at DIU sagtens kan se problemstillingen.

– Vores holdning er at man skal have spillet et antal kampe i den række man ønsker at deltage i slutspillet for, siger han.