NHL: Kovalchuk vil vinde Stanley Cup

Rygterne om et NHL-comeback fra Ilya Kovalchuk har længe svirret, og nu løfter den russiske stjerne selv sløret for sine fremtidsplaner.

34-årige Kovalchuk siger i et interview med den russiske tv-kanal Match TV, at han agter at vende tilbage til NHL og spille der i flere sæsoner i jagten på at vinde Stanley Cup. Det skriver canadiske TSN.

– Jeg vil ikke kunne tilgive mig selv for det, når jeg bliver ældre, hvis ikke jeg forsøger, siger Ilya Kovalchuk til den russiske tv-station.

Ilya Kovalchuk forlod NHL i 2013 og vendte hjem til KHL, hvor han siden har vundet to mesterskaber. I sidste måned var han med til at vinde OL-guld, og tidligere har han vundet to VM-titler med Rusland. Derfor mangler en Stanley Cup-titel i samlingen for, at Kovalchuk kan blive medlem af den ærefulde Triple Gold Club.

Kovalchuk spiller i øjeblikket KHL-slutspil med SKA St. Petersburg, men han siger, at han efter sæsonen vil vurdere de tilbud, han måtte modtage fra NHL for at afgøre, hvor fremtiden ligger.

Ilya Kovalchuk står i sine hidtidige 816 NHL-kampe noteret for 816 point.