Kommentar: Mitchell – på godt og ondt

Jeg har talt med Dale Mitchell et par gange, og han virker som en rolig og flink fyr. Udenfor isen.

Når han kommer på isen har han en indre flamme, der brænder voldsomt – og indimellem brænder den over.

Som i aftes mod Aalborg, hvor Dale Mitchell ville hævne sig på Lasse Bo Knudsen, der kom for langsomt ind i en kamp om pucken efter hybrid icing.

Det betød, at Lasse Bo Knudsen uforsætligt hægtede Ryan McDonough, og det så farligt ud. Derfor reagerede Dale Mitchell.

Når en holdkammerat udsættes for noget sådant, så tænder et canadisk hockeyhjerte som Dale Mitchells til og farer på modstanderen. Især når Mitchell har en aften, hvor han er tændbar – og sådan var det tilsyneladende i aftes.

Der var jo fred og ingen fare, hvis han havde set op på måltavlen.

Der var ikke meget lyd på lægterne i går, og derfor kunne man høre alt, hvad en hidsig Mitchell skreg og råbte efter først Lasse Bo Knudsen og derefter træner Jens Nielsen, der også blandede sig og ville “i dialog” med den iltre canadier fra sit udgangspunkt i Aalborgs boks, hvor Mitchell ville hen på vej ud af isen.

Det var mindre pæne ord, som jeg ikke gider gengive her. Men formentlig ikke ord, som en canadier ikke har sagt tidligere på en ishockeybane. Alligevel er det uskønt at se og høre på TV2 Play her dagen efter, og det er slet ikke umuligt at disciplinærudvalget kommer til at diskutere det aspekt af sagen videre.

Den opførsel, Dale Mitchell lagde for dagen på vej ud fra isen, hører ingen steder hjemme. Slagsmålet kunne andre også have gået i gang med. Canadiere eller danskere.

På de sociale medier er Mitchell dagen igennem blevet skruet godt og grundigt igennem af de andre klubbers supportere. Flere steder har jeg set spørgsmålet: Hører han hjemme i den danske liga?

Dertil er der bare at sige, at Metal Ligaen uden Dale Mitchell ville være et kedeligere sted.

Med få undtagelser – jeg indrømmer, at der var en enkelt eller to i sidste sæson – er det nemlig ikke farlige tacklinger, Mitchell “udmærker” sig ved.

Det er slagsmål og trash talk af værste – eller bedste, hvis man er på hans hold – skuffe. Og så går han i clinch med både modstandere og indimellem også modstandernes tilskuere.

Indimellem alt det kan ingen være i tvivl om, at manden med nummer 13 på sine gode aftener hører til blandt Metal Ligaens fem bedste ishockeyspillere og måske den hurtigste skøjteløber af alle.

Med andre ord er han typen, som alle andre end Odense Bulldogs-fans elsker at hade.

En type, der skaber temperament og liv på lægterne rundt omkring i hallerne med sin heftige opførsel, der indimellem – som i går – kammer over.

Dale Mitchell er på godt og ondt, og den dag han måske laver en grim tackling, så får jeg den her klumme tilbage i hovedet. Dommerne i Metal Ligaen er formentlig også trætte af at høre på ham. Forståeligt nok.

Men på bundlinjen er han også en type, der i et 45 kampe langt grundspil får ishockeyen til at flamme op.

Derfor vil jeg personligt ikke undvære ham i Metal Ligaen. Og jeg vil næsten vædde på, at mange af dem, som i dag hidser sig op på de sociale medier samtidig er folk, der jævnligt efterlyser gamle dage, “old school-hockey”, mere temperament på isen og noget at snakke om.

Hele den pakke tilbyder Dale Mitchell. Han ikke simpelthen ikke spille ishockey uden temperament – om man kan lide det eller ej.