Kommentar: Ingen slaver i dansk ishockey

Foto: Jan Korsgaard

Griseri og slaveri og kontrakter, der er uholdbare i retten. Spillere, der ikke kan få hverdagen til at hænge sammen, fordi de udlever drømmen og passer deres ishockey.

Sådan er hverdagen ifølge en stort opsat artikelserie i Avisen.dk i de her dage, hvor forholdene den ”farligste sport”, ishockey, udpensles og skæres helt ind til kødbenet. Også i historiernes vinkling.

Men er der noget om snakken?

Danske spilleres vilkår i ishockeyen – og især unge spilleres – er altid værd at tage op til diskussion, men personligt synes jeg ikke, jeg kan fornemme hverken grise eller slaver, når jeg kommer ude i hallerne.

Jeg ved, at ishockeysporten med kraftcentre, eliteklasser, ATK-træning og generel behandling af unge mennesker står som et forbillede for mange forbund i DIF – også set i forhold til talentudvikling.

*

Ishockey er dedikation og fællesskab. Ishockey er mentale op- og nedture. Det er stenhård disciplin i alle livets facetter, når sæsonen er i gang. Det er en livsstil.

Noget, som de fleste klubber opdrager spillerne med, lige fra den weekend, hvor de begynder at spille om point. Men lønnen er lav, og det koster timer at være dedikeret.

Sådan er det at være ungt menneske på vej ind i topsport. Hvad tjener et 18-årigt fløjtalent i HF Mors eller Team Esbjerg i håndboldligaerne? Eller en udkantsspiller hos Bakken Bears?

Jeg vil også vove at påstå, at hvis svømmeren Rikke Møller Pedersen gjorde sin karriere op i timeløn, ville hun stå skuffet tilbage. Det samme gælder for guldfireren i roning.

Lige bortset fra fodboldklubberne, som er i en liga for sig, er der ingen sportsklubber herhjemme, der rutter med pengene. Ishockeyklubbernes ”tætte” regnskaber fortæller en historie om, at der kæmpes for hver en krone.

Derfor vil det være direkte dumt at behandle sin mest værdifulde vare, spillerne, som slaver eller grise. Det kan godt være, at pengene er små, men vilkårene omkring udstyr, busture, kampe og træning synes at være i orden. Det er mit indtryk.

*

Der har selvfølgelig været uheldige enkeltsager, der stadig verserer, som har mudret billedet, og som har været med til at sætte lys på de danske spilleres forhold og rent faktisk HAR betydet ændrede kontrakter.

Groft sagt var Metal Ligaen et par dage fra at lukke ned i sommer, da situationen mellem DEF og Ligaforeningen/DIU spidsede til. Det endte med, at hovedparten af ligaspillerne vendte sig mod en intern løsning.

Blandt andet nedsatte DIU et kontraktudvalg med spillere inkluderet, som skal arbejde konstruktivt videre med de problemer, der er i kontrakterne. For der findes tilsyneladende stadig uheldige passager.

Der er ingen tvivl om, at DIU og kontraktudvalget har et arbejde at gøre. Alle kritisable klausuler skal enten udryddes af kontrakterne eller specificeres, så konklusionen ”Ryan Air-lignende tilstande” umuligt kan drages.

Det kunne være en idé at nedsætte en tænketank, der kunne arbejde mod tilstande, som alle – spillerne og klubberne og den spillerforening, der nu engang er involveret – kunne acceptere.

Måske kunne man komme frem til at øremærke en del af tv-pengene til lønninger til spillere under 20 år.

Eller arbejde sig frem til enighed om en lønpose, hvor der kun var plads til seks imports pr. hold og måske flere midler til de danske spillere, hvilket ikke ville sænke det sportslige niveau betragteligt.

*

Det er en nuanceret og detaljerig diskussion, der er værd at tage. Løbende og altid.  Om det skal ende i en regulær overenskomst, ved jeg ikke.

Vilkårene for spillerne skal bare være i orden og gennemskuelige, samtidig med at klubberne kan leve videre, uddanne spillere og drive ishockey på fornuftigt niveau.  Den øverste liga skal helst ikke ende på tre eller fem hold, fordi resten ikke har råd. Så dør talentudviklingen og dansk ishockeys top.