Kommentar: Hatten af for Esbjergs moral

Jeg må blankt indrømme, at jeg ikke troede på Esbjerg efter 40 minutter i aftes i en kogende Kvik Hockey Arena, men endnu engang viste slutspillet sig fra sin uforudsigelige og absolut bedste side.

For vestjyderne gjorde det umulige. Tog elevatoren den rette vej og fightede sig ind i finaleserien igen i et anfald af uhørt moral og viljestyrke.

Anden periode tog rigtig hårdt på Energy, der ellers var gået til første pause med et perfekt udgangspunkt og en føring på 2-1. Endda med en fem mod tre-mulighed til at begynde anden periode med.

Den fik Blue Fox dræbt, og siden var det altså Mario Simionis mandskab, der stille og roligt åd sig ind i kampen. Assistkongen i går, en genfødt Kasper Degn, satte både Kyle Essery og Daniel Nielsen op. Herning gik til pause med føring 3-2.

Det mystiske målmandsskifte mellem første og anden periode, som var aftenens store, spændende træk, fra Frazee til Henriksen, syntes ikke at have givet pote for Mark Pederson på det tidspunkt.

Frazee sad og græmmede sig i boksen (var han skadet, sat af eller hvad?), og Henriksen kunne ikke lastes for de to mål, men alligevel: Den unge mand havde lukket to ind og føringen var i løbet af anden periode vendt til noget, der så vanskeligt ud.

Men i går var kampen mere åben end nogensinde før i den her serie – og der var muligheder for Esbjerg til at bryde igennem den ellers stålsatte Herning-defensiv.

Fredag morgen skrev jeg i optakten, at Esbjergs imports skulle løfte sig selv og resten af holdet op af dyndet. Det må man sige, de gjorde, selv om nøglespillerne hos Energy også flere gange dummede sig med nogle helt hovedløse udvisninger. Nuvel, det er glemt i dag.

Brock Nixon spillede sin bedste kamp i slutspillet, og Tyler Gron viste målmagermagi med sin styring til det vigtige 3-3-mål kort inde i tredje periode.

Nicholas B. Jensen stod for Esbjergs eneste danskermål med sin 4-3-hammer, og så gled Aaron Lee fra egen zone og helt op til en perfekt skudmulighed foran Simon Nielsen. Arbejdsmanden Lee blev til målscoreren og matchvinderen Lee.

Esbjerg var foran 5-3, og Aaron Lees scoring var et billede på, at Hernings organisation bagude slet ikke stod mål med det, midtjyderne har leveret i de første tre kampe.

Da kampen dansede på knivspidsen en sidste gang i slutsekunderne, kastede Mike Dalhuisen sig ned i et Martin Sagat-skud.

Den flyvende hollænder, der er vokset op i Canada, havde ondt, meget ondt, men hans adrenalin og Esbjerg sejrede. Sådan en ofring kan ende med at vinde mesterskaber, og Esbjerg er nu helt breakeven efter stormvejret i de sidste 20 minutter.

Hatten af for den moral.

Ellers en kamp, der blev præget af meget åbent spil, mange målchancer og dumme udvisninger. Ikke særlig stor disciplin hos nogen af holdene.

Esbjergs vigtigste mål var det første. Brock Nixons  første scoring gav Energy troen tilbage på, at de kunne score efter nedturen og nulbonen i tirsdags. Dagens detalje var samme Nixons blændende pasning til Tyler Gron på bageste stolpe, der bragte Energy foran 2-1.

Herning? Egentlig havde Blue Fox-spillerne alting i hånden inden tredje periode, men lod sig overrumple af Esbjerg-offensiven. Der var overraskende åbenhed i forsvaret, som søges lukket ned på søndag i Granly Hockey Arena.

For vi andre var det bare god underholdning. Serien er igen pivåben, og i morgen er der lagt op til et tættere, mere målfattigt slag i Vestjylland. Det vil jeg næsten vædde på.