Kommentar: En kærlighedserklæring til tysk ishockey

Stadion eksisterer ikke mere, men fansene på Brehmstrasse i Düsseldorf husker undertegnede stadig. De var fantastiske.

Velkommen til tysk ishockey. Klummen her stammer tilbage fra 2010, da Danmark senest spillede VM i Köln, men er stadig aktuel i dag. Læs her om min kærlighed til tysk ishockey.

Rubrikken på den her historie er måske upassende i dag, hvor Danmark møder Tyskland. Så bare lige for at slå det fast: Mit hjerte banker naturligvis for en dansk sejr i eftermiddag.

Fortællingen om undertegnedes interesse i ishockey er nemlig også fortællingen om Bundesliga-ishockey og tysk tv. For i de gode, gamle dage i Sønderjylland havde vi fire kanaler: En dansk og tre tyske, og lad os bare slå fast, at ishockey dengang ikke var hverdagsstof på Danmarks Radio.

Så måtte man ty til tysk tv, og hjemme hos os udviklede der sig hurtigt en passion for tysk Bundesliga-ishockey.

Personligt drømte jeg om at besøge Stadion An der Brehmstrasse i Düsseldorf, hvor 10.500 tilskuere – udsolgt – til hver eneste hjemmekamp, stod med deres røde og orange halstørklæder gav den gas med deres D-E-G-råb. Düsseldorfer EG. Det var mit favorithold.

Min far holdt med SB Rosenheim og min bedste kammerat i folkeskolen holdt med Kölner Haie. Det var ofte de tre hold, der afgjorde mesterskabet i nogle fantastiske playoff-serier.

Når det gjaldt VM, måtte vi også ty til tysk tv. Det tyske landsholds træner, Xaver Unsinn, der havde haft sin opvækst et sted dybt nede i Bayern, lignede en venlig bedstefar med den alpehue, han altid optrådte med.

Legenderne hed Dieter ”Didi” Hegen, Bernd Truntschka, Erich Kühnhackl og Franz Reindl, og hjemme havde jeg gerne et had-kærlighedsforhold til tyskerne, der altid lå og kæmpede om at undgå nedrykning.

Mødte Tyskland for eksempel Polen, undgik jeg ikke at støtte polakkerne. Problemet var bare, at hvis tyskerne rykkede ned, ville der ikke være særlig meget tv fra næste års VM. Kan I se dilemmaet?

Jeg husker også den første dag, familien fik et fjernsyn med tekst-tv. Efter at jeg i adskillige år i al mit nørderi havde kæmpet hårdt for at skrive Bundesliga-stillingen ned, når den blev vist kort i tv, kunne jeg nu i ro og mag bladre op og se tabellen på Videotext, som det hedder på tysk.

Drømmeland for en statistikmand.

Senere har jeg afløst tv-kigningen med ture til tysk ishockey. Både til DEL – som det hedder nu til dags – og 2. Bundesliga-hockey, og uanset om man er i Berlin eller Bremerhaven er stemningen til tysk hockey næsten altid herlig. Bedst har jeg oplevet den i det gamle ”Wellblechplast” ovre i Østberlin, hvor Eisbären Berlin spillede inden de rykkede til den hypermoderne O2-Arena.

Jeg følger også med interesse konflikten mellem den nye tid i tysk ishockey med store arenaer – der kan være stemningsforladte – kontra dem, der er tilhængere af de mindre, gamle, men traditions- og stemningsfyldte haller. Det er også opgør mellem strømlinede forretningsfolk, der vil lukke DEL-ligaen for evigt, og traditionsbundne supportere og klubfolk, der kæmper for at genopfinde op- og nedrykning mellem de to bedste rækker.

De tyske ishockeytilskuere er grimme på den fede måde. Som om de et eller andet sted er blevet stående et sted i 80’erne i deres cowboyveste fyldt med emblemer fra et langt liv på tribunerne i Bad Nauheim, Schwenningen og Weisswasser. Men de er søde og rare og man kan ikke lade være at smile lidt, når de kommer syngende i flok med ølmaverne forrest.

Og sikke en stemning, de kan skabe. Og det er altid i fredelig ånd.