Kom bagom Norskov i aften på TV2

Det er faktisk ganske godt seriehåndværk, den der Norskov-serie på TV2. Scenerne fra Scanel Hockey Arena er rigtig godt og vel også ganske realistiske, og i aften kommer sidste afsnit. Undertegnede har været med på en snigpremiere, og det kan betale sig lige at kigge med på den dramatiske afslutning. Det er stærk og god dansk underholdning.

Efter dagens sidste Norskov-afsnit, vil man komme med bag kulisserne i serien i et helt specielt “bagom”-afsnit. Her kan man også møde Mathias Käki Jørgensen, der spiller det unge talent Oliver Bondesen i serien.

TV2 skriver følgende om bagom-programmet.

Vi møder også 20-årige Mathias Käki Jørgensen fra Frederikshavn, der ud af det blå fik en hovedrolle i ‘Norskov’. Han meldte sig til casting på serien og fik rollen som den unge ishockeystjerne Oliver. Mathias har selv spillet ishockey, fra han var tre år gammel, så han er på hjemmebane i det rent sportslige.

Og selvom det at blive en del af et professionelt filmhold var en helt ny verden for ham, så minder skuespillet ham egentlig en hel del om ishockey:

– Man kan sidde ude, og så lige pludselig ryger man på. Så giver man den 120 procent i fyrre sekunder, og så er det ud igen og så falde helt ned. Det er det samme som med hockey, det er en fed måde at arbejde på. Det giver en god energi og den intensitet, som jeg godt kan lide, siger Mathias Käki Jørgensen.