Knivskarpe Spiro og Frederikshavn udklasserede Gentofte

Foto: iShoot.dk

Gentofte Stars – Frederikshavn Whitehawks 2-9 (0-3, 1-3, 1-3)  Frederikshavn og i særdeleshed Cam Spiro sejrede stort i Gentofte i aften. Gæsterne scorede nærmest på alt, samtidig med at Gentofte-holdet ramte en kollektiv off-day, som sjældent er set større. Frederikshavn har nu hentet ni ud af ni point i Gentofte denne sæson, hvilket er de færreste udehold forundt.

Fredagshockey i Gentofte denne aften. Frederikshavn kom besøg til en match-up, som hidtil har bekommet jyderne fint i denne sæson. Seks point har holdet taget med hjem de første to gange de har været i Gentofte i denne sæson, og det var selvfølgelig helt sikkert også intentionen i aften.

Ales Sova debuterede for gæsterne, mens hjemmeholdet igen havde nøglespilleren Marko Virtala med.

Det var dog hverken Sova eller Virtala, der kom i fokus i første periode, men derimod den tidligere Gentofte-spiller Cam Spiro. Amerikaneren viste høj klasse i to situationer indenfor de første tyve minutter.

Først da han med et håndledsskud satte pucken helt op i venstre hjørne. En afslutning, som ofte afvises af Teemu Seppanen, men som her havde præcision og fart af en karat, så den lille finne måtte give fortabt. 1-0 til gæsterne.

Senere i perioden slog Spiro igen til, da han opfangede en puck langs banden, som Magnus Molge ikke fik sendt ordentlig væk. Spiro gik direkte på mål fra en spids vinkel og fandt plads højt i målet ved nærmeste stolpe. Målet gav frederikshavnerne en føring på 3-0.

Imellem de to Spiro-scoringer havde Gorm Topholt scoret gæsternes andet mål. Igen var det et håndledsskud, som blev placeret til venstre for Seppanen højt i hjørnet af målet.

Frederikshavn gik derfor til først pause oppe med tre og i fuld kontrol.

Gentofte havde brug for en hurtig reducering i anden periode. Hjemmeholdet åbnede stærkest, og fik også fremtvunget den nødvendige reducering.

Målscoreren var Julius Nyqvist, som lavede en klassisk “Julius Nyqvist”. Finnen har nemlig efterhånden scoret en pæn del af sine mål, ved at sende en halvblød velplaceret håndledsafslutning afsted fra blueline. Pucken strøg op i venstre målhjørne uden, at Thomas Lillie kunne gøre noget, og så var spændingen tilbage i opgøret. 1-3.

Det varede dog ikke længe før jyderne igen kom op med tre. Nick Olesen satte pucken i et tomt mål efter, at Jens-Henrik Tönjum havde smidt pucken på tværs til den farlige frederikshavner.

Ondt blev værre for hjemmeholdet straks efter, da Anthony DeLuca bragte gæsterne på 5-1 ved en yderlig placeret afslutning.

Whitehawks scorede nærmest på alt, og Seppanen skulle se sig passeret endnu engang inden haluret var halvvejs, da Gorm Topholt sendte en tværpasning ind til Spiro, som var manden der denne gang kunne slå pucken i halvtomt mål.

Målet kom efter en omstilling, hvor Topholt havde opsnappet en sløset Jesse Jyrkkio-pasning på egen blueline. Frederikshavn kom afsted 2-imod-1, og Spiro altså sikkerheden selv.

Med den store Frederikshavner-føring var kampen reelt afgjort, hvilket resten af perioden bar præg af. Ikke mange chancer blev skabt, og det var faktisk halvkedeligt, det der foregik på isen i slutningen af perioden.

En enkelt gang var Ville Jarveleinen tæt på, men Thomas Lillie lukkede af langs isen, og stillingen 1-6 holdt til pause.

Fra tredje periodes begyndelse kom Frederik Hansen på mål i Gentofte-buret. En indikation fra Karsten Arvidsen om, at det ikke havde været Teemu Seppanens bedste kamp, og samtidig et signal om, at slaget reelt var tabt.

Frederik Hansen har stået totalt i skyggen af Seppanen i denne sæson.

En reducering af Ville Jarveleinen fra blueline i powerplay pyntede på resultatet for Gentofte, men mod slutningen af kampen gik Frederikshavn igen ”målamok”, og passerede Stars-reservekeeper Frederik Hansen hele tre gange.

Først ved Kristian Jensen, som var først over en ripost, dernæst ved Marcus Pedersen og slutteligt ved Cam Spiro, som kronede sin aften med sit fjerde mål. Det kunne sagtens være endt med et femte mål af Spiro denne aften, da amerikaneren tidligere i tredje periode havde ramt stolpen på en formidabel solotur, men det sluttede altså med en knusende 9-2-sejr til udeholdet, som altså nærmest scorede på alt i Gentofte denne aften.