Knap finsk sejr i sønderjysk testpremiere

SønderjyskE tog i aften imod finske Vaasan Sport i sæsonens første træningskamp. Resultatmæssigt kom sønderjyderne ganske respektabelt ud af kampen foran 1278 tilskuere i SE Arena. Finnerne vandt 2-1 og måtte slide hårdt for sejren mod sidste års semifinalist fra Metal Ligaen.

Første periode bød på en enkelt scoring, da Kristian Jensen scorede på et breakaway, da han smuttede ud af straffeboksen og kom fri, skriver sønderjydernes Twitter-profil.

Det var en gammel Danmarks-bekendt, den tidligere Aalborg-finne Mike Vaskivuo, der udlignede for gæsterne i anden periode, hvor det også lykkedes for Sport Vaasan at score kampens afgørende mål.

20-årige Tommi Tikka blev matchvinder midt i anden periode, hvor han konverterede en glimrende finsk kombination til 2-1-scoringen for Sport Vaasan.

De to hold mødes igen i morgen eftermiddag – også i SE Arena.

SønderjyskE stillede med følgende hold:

  • Nicklas Hansen, Niclas Edman – Nathan Longre, Harrison Reed, Kristian Jensen
  • Nicolaj Carstensen, Daniel Galbraith – Casper U. Mortensen, Derek Damon, Thomas Spelling
  • Frederik Rasmussen, Marco Petersen – Kristoffer Mohr, Mads Lund, Anders Førster
  • Marc Sørensen, Rasmus Nielsen – Martin Eskildsen, Danny Hobbs, Kim Lykkeskov