Klasseforskel i Vojens

Foto: Jan Korsgaard

Mere end 3000 feststemte publikummer gæstede SE Arena fredag aften, da det var top mod bund mellem SønderjyskE og Aalborg Pirates.

Lad det være sagt med det samme. Der var klasseforskel på de to mandskaber iaften, og til trods for lystavlen efter tres minutter viste en målforskel på otte, slap de nordjyske gæster endda nådigt, da de i aften gik planken ud i Sønderjylland.

Christopher Frederiksen havde kampens første store chance efter små fire minutter, men så så man heller ikke mere til nordjyderne de første tyve minutter.

Sønderjyderne var over det hele, og kaptajn Lykkeskov skød festen i gang efter bare fem minutter. Han opfangede sin egen retur, tog turen rundt om målet og fik den så med baghånden lagt ind bag en på aftenen ikke specielt overbevisende Marcus Lundell i udeholdets mål.

Angrebene bølgede videre ned mod Aalborgs mål. Gæsterne måtte ty til ulovlige midler for at holde nogenlunde trit med hjemmeholdet, men dommerne var på stikkerne, og derfor fandt Piraterne sig selv i undertal tre mod fem godt midtvejs i perioden.

Her lynede det veloplagte hjemmehold igen. Nyindkøbte PJ Fenton serverede pucken for Scott Campbell, der scorede mellem benene på Lundell.

Inden holdene skøjtede til pause, forværrede Søren Dau tingene yderligere for gæsterne. Dau opfangede selv pucken efter sløset Aalborg-spil og mand mod mand med Lundell svigtede den unge forward ikke. 3-0 efter tyve minutter.

Anden periode bød på et straffeslag efter små fire minutter. Dommerne vurderede tilsyneladende, at Michael Eskesen havde brugt en efterladt stav på isen til at genere Aalborgs opspil.

Nicolai Meyer fik den gyldne mulighed for at bringe sit hold på tavlen. Holdets topscorer valgte at tordne et slagskud afsted fra kort afstand, men måtte se sig grebet ud af Joni Myllykoski.

Herefter var SønderjyskE igen her, der og alle vegne på isen, og det til trods for det i perioder så ud til, man kørte med håndbremsen en anelse trukket.

Spelling med to mål, Quirk samt et debutant-mål af PJ Fenton sørgede for at bringe målhøsten op på syv for hjemmeholdet efter fyrre minutter, og så lod det til at genere publikums fest på lægterne mindre, at det også lykkedes Piraterne at snige en enkelt træffer på kontoen, da Jeppe Jul Korsgaard udnyttede et sjældent koks i de bagerste rækker hos værterne.

I kampens sidste tyve minutter var det største spændingsmoment, hvorvidt sønderjyderne kunne nå at gøre sejren to-cifret.

Chancerne var der til det, men til tider gik der lidt for meget leg i den hos de lyseblå, og derfor “slap” nordjyderne med at indkassere yderligere to scoringer.

Spelling scorede sit tredje mål i kampen, da han udnyttede en fabelagtig frispilning fra Fenton, og sidste søm i kisten slog Cory Quirk i, da han styrede Kim Lykkeskovs skud i nettet bag indskiftede Jesper Wulff.

På en aften hvor nisse-pigerne gjorde det lidt mere festligt at gå på indkøb i baren i SE Arena, og hvor holdets CHL-trøjer efter matchen gik for en anseelig sum penge, kunne hjemmeholdet fortjent modtage publikums hyldest for sæsonens hidtil største sejr.

Jon Lee fik chancen i buret hos sønderjyderne de sidste tyve minutter, og den opgave slag den vævre keeper særdeles godt fra, de få gange han for alvor blev testet.

Bedste spillere hos hjemmeholdet var den tredobbelte målscorer Thomas Spelling og Tyler Gotto. Specielt Spellings anden scoring var en sand perle, da han tordnede gummiskiven op i den fjerneste krog med et håndsledssvirp. PJ Fenton bør også have fået lidt plusser i Coach Cemans notesbog.

Fem-måls skytten fra forleden, Olle Liss, så man ikke meget til hos gæsterne. Blandt de få lyspunkter var Christopher Frederiksen og Jeppe Jul Korsgaard, på en aften hvor Piraterne var kommet i menneskehænder mod Ligaens aktuelle tophold.