Klarskov: Ingen render rundt på en halv skøjte

Foto: Jan Korsgaard

Frederikshavn White Hawks vandt i aftes 5-2 over Rungsted i en kamp, der først blev afgjort i den absolutte slutfase, hvor hjemmeholdets svenskere baskede tre kasser ind. En lidt rodet kamp, lyder det fra White Hawks’ Steffen Klarskov.

– Vi fik ikke ramt vores højeste niveau, og vi gav dem lidt for meget initiativ i løbet af kampen. I tredje periode fik vi fat, og det var måske på grund af vores pres og tempo, at vi fik sat den afgørende 3-2-scoring. Man må sige, at vores stærke svenskere leverede varen i dag, siger Steffen Klarskov til FACEOFF-online.dk.

Det er med hentydning til, at samtlige fem frederikshavner-mål blev scoret af nordjydernes svenske imports. Niclas Edman og Robin Bergman scorede to gange, mens Jacob Dahlström nettede en enkelt gang for Frederikshavn, der er på andenpladsen i tabellen – lige i haserne på SønderjyskE.

– Vi har en god sammensætning af imports og danskere, og vigtigst af alt, så respekterer vores udenlandske spillere ligaen. Der er ingen, der render rundt på en halv skøjte. Alle er her for holdets bedste og for udvikle sig som spillere, siger Steffen Klarskov.

– Jeg synes gennemgående, vi er kommet godt fra start og har haft nogle gode comebacksejre. Vi har måske svinget lidt for meget i niveau, men gennemgående har vi leveret godt, og gør vi det, har vi et mandskab med niveau til at ligge højt i ligaen. Der er små ting i spillet, vi kan forbedre, men det har vi stadig nogle måneder til. Det ser rigtig fornuftigt ud heroppe, tilføjer han.

– Personligt er jeg også ganske tilfreds. Klart – man vil altid gøre noget bedre, men jeg har fået en god rolle på holdet, som jeg forventede. Derfor fortryder jeg på ingen måde, at jeg skiftede herop.

Det er Steffen Klarskovs anden omgang i Frederikshavn, hvor han har senest var i 2011/12-sæsonen, efterfulgt af et par sæsoner i Aalborg. Siden han vendte han tilbage til barndomsklubben Rødovre, men nu er Klarskov altså tilbage i Nordjylland igen.