Kim Staals brandvarme weekend

Efter en tur til Rusland og tre nederlag mod topholdet fra Sakhalin, kom Kim Staal og Tohoku Free Blades på ret kurs igen i weekenden. Og det var med Staalmannen i en ganske betydelig rolle. For Kim Staal viste sig at være brandvarm i weekenden med to scoringer og to assist i to kampe mod koreanske High I.

Lørdag scorede Kim Staal til 1-0 kort inde i anden periode og han lagde yderligere to assister til i løbet af kampen, der endte med en storsejr på 6-0 til Free Blades.

I dagens kamp, der blev spillet klokken 7 dansk tid, var Kim Staal på pletten igen. Han scorede kampens første mål i powerplay efter små seks minutter, men Free Blades kunne ikke gentage storsejren fra dagen forinden. High One fik udlignet, og man skulle helt ud i forlænget spilletid for at finde afgørelsen.

Det var Logan Stephenson, der scorede i overtid for Free Blades, der i det store hele bare kan lade op til den kommende kvartfinaleserie mod enten nummer tre eller fire i grundspillet.

Som det ses nedenfor i tabellen, så synes de to øverste mandskaber, Anyang Halla og Sakhalin uden problemer at tage den direkte semifinaleplads, mens det også synes givet, at Kim Staal og Free Blades ikke kan komme under sjettepladsen (20 points forspring) og miste en plads i kvarten.

Staals mandskab er forsvarende mester, og var hårdt ramt af skader i begyndelsen af sæsonen, så måske det hele går op, når slutspillet går i gang inden længe. Der er 48 kampe i grundspillet i Asia Hockey League.

1. Anyang Halla 40 28 5 3 4 173:73 97
2. Sakhalin 40 28 2 3 7 162:89 91
3. Nippon P. Cranes 41 23 4 4 10 146:98 81
4. Oji Eagles 40 21 2 4 13 129:102 71
5. Tohoku F. Blades 38 17 3 3 15 107:110 60
6. Nikko Icebucks 38 11 6 4 17 115:130 49
7. High 1 40 11 2 3 24 107:136 40
8. Sang Mu 41 8 2 3 28 90:167 31
9. China Dragon 42 3 4 3 32 89:213 20