KHL: To point af Regin, et point til Jokerit – SE VIDEO med flotte detaljer

Foto: Jan Korsgaard

Oliver Lauridsen var tilbage på isen for Jokerit Helsinki i aftenens kamp, hvor det finske storhold med dansk islæt var på besøg i Cherepovets, hvor Severstal tog imod. En vigtig kamp for begge hold i kampen om slutspilspladserne i Western Conference.

Jokerit var ilde ude efter anden periode, men på en stærk arbejdsindsats lykkedes det at vende 1-3 til 3-3 i den ordinære spilletid. Dmitri Kagarlitsky sendte desværre for Jokerit bonuspointet i retning af Cherepovets.

Men – set med danske øjne var det ganske positivt, at Peter Regin leverede en assist på 1-1-målet i første periode med en fin tværpasning til Brian O’Neill, ligesom han selv scorede målet ved Jokerits udligning godt 10 minutter før tid.

Her var Regin iskold, da han fik en tværpasning fra Jesse Joensuu i en hurtig omstilling. Den chance tog danskeren fint vare på med dagens bedste mål og sikrede dermed Jokerit et point.

Både Oliver Lauridsen og Peter Regin fik omkring 20 minutters spilletid for Jokerit, der ikke havde Jesper B. Jensen med i holdopstillingen i aften.

Her Peter Regins assist til 1-1:

Og scoringen til 3-3: