KHL: To assister til Larsen i 4-1-sejr, 13 minutter til Hansen

Philip Larsen - Danske landshold - Foto: Bluelinemedia.dk -

Philip Larsen er definitivt tilbage, hvor han konstant huserede i sidste sæson i KHL: Med oppe blandt de øverste backer på KHL’s pointliste. 

I går vandt Salavat Ufa stensikkert med 4-1 over Slovan Bratislava på hjemmebane, og den danske back havde sin andel i to af målene. Han var assist på Joonas Kemppainens 1-0-mål og ligeledes på Grigory Panins 2-0-kasse efter 12 minutter.

Det betyder, at Philip Larsen nu er oppe på 11 point (4 mål, 7 assister) i indeværende KHL-sæson, og Ufa ligger lunt på en femteplads i Eastern Conference.

I Western Conference er CSKA Moskva og Jannik Hansen ude på et af de lange roadtrips, som i går bragte dem til Novosibirsk.

Her blev KHL’s absolutte bundhold, Sibir, besejret med 2-0. Det var CSKA’s sjette sejr på stribe og hovedstadsmandskabet er nu på førstepladsen i Western Conference lige foran St. Petersborg og Jokerit.

Jannik Hansen står stadig uden mål på kontoen, men er noteret for fire assister. Han fik 13 minutter på isen i gårsdagens kamp.