KHL stopper ikke for World Cuppen

Foto: Jan Korsgaard

Kampprogrammet for den kommende KHL-sæson er på plads, og der venter en mindre overraskelse i det netop offentliggjorte kampprogram. Den russiskbaserede liga holder nemlig ikke pause i forbindelse med den NHL-baserede World Cup i slutningen af september. Grundspillet skydes i gang den 22. august og kører frem til 18. februar.

– Ligaen har sammensat kalenderen med Team Ruslands interesser i tankerne, og som et resultat deraf vil der være tre planlagte pauser i forbindelse med hver etape af Eurotour (29. okt. – 6. nov., 10. – 18. dec. Og 4. – 12. februar). Men der vil ikke være nogen planlagt pause i forbindelse med World Cuppen i Toronto, meddeler KHL på ligaens engelske hjemmeside.

Det russiske landsholds interesser er i stedet for World Cuppen næste års VM i Tyskland og Frankrig, da den seneste finalekamp i Gagarin Cup spilles den 20. april – to uger før pucken smides til VM.

– Ligaen har besluttet at indlede sæsonen tidligt, så kampene fordeles jævnt over de 144 spilledage, der udgør grundspillet og Gagarin Cup-slutspillet. I udarbejdelsen af kampprogrammet har organisatorerne søgt at tilgodese en balance mellem det russiske landsholds og ligaklubbernes interesser, lyder begrundelsen fra KHL.

Planlægningen og den manglende pause vil få stor betydning for SKA Skt. Petersborg i de 14 dage, der spilles World Cup, idet de står til at må afgive Pavel Datsyuk, Evgeny Dadonov, Vadim Shipachyov og Slava Voynov, der alle er på det russiske World Cup-hold. SKA må ligeledes undvære træner Oleg Znarok i perioden, da han skal være russisk cheftræner under World Cuppen.

Også SKA’s finske målmand, Mikko Koskinen, vil være væk, mens World Cuppen spilles.

Det russiske landshold indleder forberedelserne til World Cuppen den 4. september, så SKA Skt. Petersborg kommer til at mangle de mange profiler og cheftræneren i en lille måneds tid.