KHL: Russiske storklubber i historisk lang kamp

De to giganter i KHL’s Western Conference CSKA Moskva og SKA St. Petersborg mødes for anden sæson på stribe i finalen om at komme til den endelige slutkamp om Gagarin Cup. I går lørdag leverede de varen for over 12.000 tilskuere i ispaladset i St. Petersborg, hvor den tredje kamp blev spillet.

De to stjernespækkede mandskaber spillede nemlig den længste kamp nogensinde i KHL-slutspillet om Gagarin Cup og de måtte helt ud i den tredje overtidsperiode, før Geoff Platt afgjorde kampen for gæsterne fra Moskva. Kampen endte 1-0.

Geoff Platt blev i sin tid hentet til KHL af Dinamo Minsk, og er faktisk nationaliseret hviderusser, men angriberen med canadisk baggrund huserer altså nu hos CSKA Moskva, og han fik på en eller anden måde bugseret pucken ind bag Evgeny Davydov i hjemmeholdets mål i dagens kamp.

Der var spillet 111:12 minutter af kampen, der havde en lille dansk forbindelse i afgørelsen eftersom assisten gik til Simon Hjalmarsson, bror til Rungsteds Erik Hjalmarsson.

CSKA Moskva har et halvt ben inde i KHL’s finaleserien, men mon i Moskva ikke husker på, at holdet i sidste sæson førte 3-0 i den tilsvarende serie i den tilsvarende runde – for blot at tabe 3-4 i kampe til de senere mestre. Den omgang ser de næppe gerne gentaget i Moskva i den her sæson.

I Eastern Conference er det også en match mellem to af de traditionelle storklubber, eftersom Metallurg Magnitogorsk og Salavat Ufa mødes om finalepladsen i Gagarin Cup. Her fører stålmændene fra Magnitogorsk med 2-0 i serien.

Her i øvrigt Geoff Platts afgørende scoring i lørdagens kamp: