KHL: Russisk rigmand vil lave hold i Dubai til 2021

Et KHL-hold i De Forenede Arabiske Emirater? Alt kan tilsyneladende lade sig gøre – eller i hvert fald alt tankespind – i den russisk-baserede Kontinental Hockey League. 

Men den pudsige tanke om et ishockeyhold midt i ørkenen har måske ikke så lange og urealistiske udsigter, for den russiske, pengestærke forretningsmand Vladimir Burdun er bosiddende i Dubai, hvor han fungerer som en af katalysatorerne for den lokale ishockeyliga.

Svenske Hockeynews fortæller historien med russiske R-Sport som kilde. R-Sport er et af de største russiske sportssites, der har stor fokus på ishockey, så historien kommer altså ikke fra en useriøs kilde.

– Vi vil være Dubais og KHL’s Vegas Golden Knights. Vi kommer til at forhandle med KHL, og vi kommer til at sammensætte et hold af tidligere NHL-stjerner. Det kommer til at give et resultat meget hurtigt, siger Vladimir Burdun. 

Målet er, at et KHL-hold i Dubai skal være sat i stand til 2021. 

– Jeg er sikker på, at et stort antal russere, som har spillet i NHL med stor glæde vil flytte til Dubai, hvor levestandarden er helt “anderledes”, siger han. 

Frankrig (Paris) og Tyskland (Hamburg) er de seneste destinationer i vest, der har været nævnt i sammenhæng med KHL, mens der for nylig også har været talt om både Sydkorea, Japan og endog endnu et hold i Kina, hvorfra Kunlun Red Star allerede agerer i KHL.