KHL: Philip Larsen og Ufa er ude i endnu et drama

Philip Larsen Foto: Bluelinemedia.dk -

I første runde af KHL-slutspillet måtte Philip Larsens mandskab Salavat Ufa helt ud i overtiden syvende kamp for at få afgjort serien mod Avangard Omsk, og meget tyder på, at semifinalen i Eastern Conference mod Traktor Chelyabinsk bliver en lige så opslidende affære.

Efter fire kampe er stillingen nemlig 2-2 i serien, hvor hvert hold har vundet en hjemmesejr og en udesejr. 

Efter at Philip Larsen havde næstsidste stav på Salavat Ufas afgørende mål i den tredje kamp i serien, som Ufa vandt 3-2 i Chelyabinsk – efter at have været bagud 0-2, vandt Chelyabinsk – der i øvrigt er Rødovre- og Esbjerg-legenden Anatolij Chistyakovs hjemby – med 4-1 i den fjerde kamp i går og udlignede dermed serien. 

Ufa har den femte kamp på hjemmebane fredag eftermiddag dansk tid, mens det allerede i aften “gælder livet” for den anden danskerklub i KHL, Jokerit Helsinki, der er nede i 1-3 i serien mod CSKA Moskva. 

Jokerit spiller i dag klokken 17:30 dansk tid mod hovedstadsholdet, der vandt 4-0 og 2-0 i de to første hjemmekampe i serien. Siden vandt Jokerit 2-1 hjemme i Helsinki i den første kamp i Hartwall Arena, men tabte så 1-2 samme sted. 

Dermed har Regin, Jensen, Lauridsen og Jensen kun et alternativ i aften: Sejr.