KHL: Philip Larsen kåret til januars bedste back

Foto: Jan Korsgaard

OL-breaket er gået i gang i KHL, og det betyder, at ligaen har kåret månedens spiller i de forskellige spillerkategorier. 

Den danske landsholdsspiller Philip Larsen fra Salavat Ufa, har i den forbindelse fået en fornem hæder. 

Larsen er blevet kåret til den bedste back i januar efter en forrygende måned, fortæller KHL’s hjemmeside. Begrundelsen lyder således:

– Philip Larsen og holdet har vundet fem af otte kampe, og Larsen havde ikke negativ plus/minus-statistik i nogen af kampene overhovedet. Han endte på +6 i plus/minus-rating og 7 point (et mål, seks assister). Han skød 26 gange på mål og noterede sig for 24 minutter og 41 sekunder pr. kamp. 

Med to kampe tilbage af grundspillet er Ufa og Philip Larsen endnu ikke klar til KHL-slutspillet, men har dog et glimrende udgangspunkt inden et par gysere på hjemmebane mod HC Sochi og AK Bars Kazan. En enkelt sejr vil formentlig være nok for Ufa. Til gengæld vil en exit være en kæmpe fiasko for klubben, der har satset hårdt på at komme langt i indeværende sæson.