KHL: Oliver Lauridsen forlænger med Jokerit til 2020

Foto: Jan Korsgaard

 

Oliver Lauridsen bliver i KHL og Jokerit Helsinki frem til 2020. Det meddeler den finske klub på sin hjemmeside i dag – naturligvis til stor tilfredshed for begge parter.

– Lauridsen er blevet en stor del af vores hold – både på og udenfor isen. Han er en eksemplarisk topatlet og holdspiller og en fremragende defensiv forsvarsspiller, hvis fysik er en stor hjælp for os. Takket være hans indsats er han også blevet en fanfavorit, siger Jokerits General Manager Jari Kurri til klubbens hjemmeside.

– Jeg er meget begejstret for forlængelsen. Vi har haft et par fremragende sæsoner her i klubben, og det er svært at sige andet en positivt om at være her. Det er en stor ære at fortsætte her i de kommende to sæsoner, siger Oliver Lauridsen selv.

Oliver Lauridsen har spillet 78 kampe for Jokerit, og står i denne sæson noteret for 30 kampe og et enkelt point. Han står med +5 i plus/minus-statistikken og ligner en sikker mand på det danske landshold, når der er VM på hjemmebane i maj 2018.