KHL: Nicklas Jensen har brækket hånden

Jokerit vandt i går den sidste kamp før landsholdspausen i KHL med solide 4-0 over Severstal fra Cherepovets.

Det betyder, at Jokerit stadig spiller med i toppen af Western Conference i ligaen, men danskerklubben er dog blevet distanceret med syv point af topholdet CSKA Moskva, der med en Jannik Hansen i stigende form har syv point ned til Jokerit på tredjepladsen.

Men når ligaen genoptages efter landsholdspausen spiller Jokerit altså videre uden den skadede Peter Regin og også Nicklas Jensen, der for nylig brækkede hånden i en kamp i Jekaterinburg.

Det har været årsagen til Jensens fravær i de seneste kampe, fortæller TV2 Sport. 

– Det var en mærkelig situation. En rigtig lorte-situation. Jeg tror ikke, der normalt ville komme en skade ud af den slags, men det gjorde der så der, fortæller Jokerit-forwarden Jensen, der bestemt ikke bryder sig om at sidde ude.

– Det er træls, også for klubben, for vi har også Peter (Regin, red) ude og et par andre spillere. Og det betyder vi har haft et tyndere lineup de sidste par dage. Men jeg håber, vi finder ud af det i tid til slutspillet, siger Jensen.

Han forventer at være tilbage midt i december.