KHL: Lauridsen-assist, Jokerit-sejr

Foto: Jan Korsgaard

Jokerit Helsinki har fået en fremragende sæsonstart i KHL. 12 point i seks kampe lyder måske ikke at meget, men i og med, at det har været seks udekampe af den vanskelige slags, så synes det absolut at være godkendt.

I eftermiddag besøgte Jokerit et af de notoriske tophold, Salavat Ufa, der blandt andre har den svenske superstjerne Linus Omark. Det var også Ufa, der tidligere på sæsonen rundbarberede Leksand fra SHL så meget, at det tenderede til ydmygelse.

I eftermiddag kunne det stærke hjemmehold dog ikke matche en storspillende finsk defensiv med Riku Helenius i mål som frontfigur.

Stillingen var 1-1 efter anden periode, men 10 minutter inde i tredje fyrede Oliver Lauridsen et skud af, som landede i banden bag mål. Peter Regin forstyrrede inde foran, og Tommi Huhtala snuppede returen og lempede pucken ind til 2-1-føring for Jokerit.

Det var samme Huhtala, der scorede sejrsmålet til 3-2 blot 36 sekunder før tid.

Se her Oliver Lauridsens glimrende fremstød og assist: