KHL: Larsen-assist i vigtig sejr

Foto: Jan Korsgaard

Philip Larsen og Salavat Ufa synes at være kommet i form på det seneste.

I går tog danskerklubben i KHL den tredje sejr på stribe med en 2-1-sejr på den svære udebane i Omsk. Det var samtidig et topopgør i Chernyshev Division, hvor Ufa nu blot er tre point efter Avangard Omsk i toppen af tabellen.

En førsteplads i den tætte division vil give en særdeles fordelagtig vej ind i slutspillet.

I går leverede Philip Larsen endnu et point i form af en assist på det afgørende 2-1-mål, som blev scoret blot fem minutter før tid.

Danskeren spillede 23:50 minutter og serverede den afgørende puck til den stærkt kørende Anton Burdasov, der satte pucken sekunder derefter.