KHL: Jokerits stime stoppede ved 15 sejre

Foto: Jan Korsgaard

SKA St. Petersborg blev endestationen for Jokerits fantastiske sejrsrække i KHL, der endte på 15 gevinster på stribe. Men det var lige ved og næsten for danskerklubben i den sværeste kamp overhovedet i ligaen – en udekamp i St. Petersborg – for det var først i overtiden, at Pavel Datsyuk afgjorde matchen.

Det, der måske var en match mellem to Europas bedste ishockeyhold for øjeblikket, blev en intens og fortættet affære – ikke mindst i anden periode, hvor tingene for alvor åbnede op.

To gange udlignede Jokerit hjemmeholdets føringer og 2-2-målet var såmænd signeret Nicklas Jensen, der ligeledes havde assist på de øvrige to Helsinki-scoringer. Også Oliver Lauridsen blev noteret for en assist i storkampen.

Da Antti Pihlström satte gæsternes 3-2-mål midt i tredje periode lurede sejr nummer 16 i sæsonen til Jokerit.

Desværre for danskerklubben holdt den ikke hjem, for godt to minutter før tid fik Sergei Kalinin sat 3-3-scoringen, og til sidst var det altså Datsyuk, der afgjorde.

Hårdt nederlag at sluge for Jokerit, men samtidig også beviset på, at det er muligt at spille op med SKA foran 12546 tilskuere i ispaladset i St. Petersborg.

1. december mødes de to hold igen til Winter Classic i Helsinki, der spilles udendørs.

Istid i minutter til danskerne hos Jokerit:

  • Jesper Jensen 18:43
  • Oliver Lauridsen 17:44
  • Peter Regin 14:57
  • Nicklas Jensen 14:45