KHL: Jokerit vandt sikkert i Podolsk, Jensen topper pointliga

Foto: Jan Korsgaard

Jokerit fortsætter den forrygende sæsonstart i KHL.

I aftes blev det til en 4-1-sejr over Vityaz Podolsk, der spiller i omegnen af Moskva, og engang var kendt som et hold fyldt med goons og styret af en skør træner, Andrei Nazarov, der var lige så glad for at slås som sine spillere.

Podolsk er tilbage som “stuerent” hold, men kunne ikke true Jokerit i matchen.

Den herlige sæsonstart fortsætter for Nicklas Jensen, der leverede to assister og faktisk skød sig helt op på en delt førsteplads på topscorerlisten i hele KHL. 

Jensen synes at være brandvarm i denne sæson og kan måske igen banke på den store dør til NHL, hvis han fortsætter.

Mere bemærkelsesværdigt var det måske, at Oliver Lauridsen klappede den første sæsonscoring ind. 

Den store back scorede kun et enkelt mål i 54 kampe i sidste sæson, og det har nu allerede tangeret efter seks kampe. Herlig åbning på sæsonen for Oliver Lauridsen og Jokerit, der stadig spiller uden den skadede Jesper Jensen Aabo.

11 point i 6 kampe (2 point for sejr) betyder, at den finske storklub topper Western Conference i KHL.