KHL: JOKERIT VANDT historisk drama

Foto: Jan Korsgaard

Bedst som man lige troede, at kampen blev ved og ved, sluttede den. 

Et episk overtidsdrama i Moskva endte med Jokerit-sejr på 2-1 på et mål i tiden 142:09! Mika Niemi havde pucken skævt for mål, vendte sig om og slyngede pucken i kassen, ind bag uovervindelige Ilya Sorokin i CSKA-målet. 

Hjemmeholdet tog en challenge for at få tjekket scoringen, men inderst inde var ingen vist i tvivl om, at den var god nok. Scoringen talte, og de dødtrætte spillere fra begge hold kunne skøjte til omklædning i visheden om, at CSKA nu fører serien med 3-2, og at de to hold mødes igen lørdag eftermiddag. 

Jokerit har ikke i sinde at give op. 

Kampens to scoringer i den ordinære tid blev sat ind i det 4. minut af Brian O’Neill og i det 11. minut af Kirill Kaprizov. 

Og så udbrød der ellers noget af en stillingskrig, der varede godt 131 effektive spilleminutter. 

KHL-rekorden blev slået med 16 minutter, og specielt 7. periode bød på stor dramatik. 

I det 128. minut fik CSKA Moskva annulleret en scoring for interference på Jokerit-målmand Karri Rämö, der i det hele taget stod helt fantastisk. Han endte med at redde 83 skud og stod helt vanvittigt stærkt i overtiden, som hjemmeholdet dominerede. 

Oliver Lauridsen blev udvist i tiden 133:23! for en klokkeklar interference. Jokerit overlevede og kort efter brændte Eeli Tolvanen en seriøs friløber – og spillerne var knapt i stand til at sætte fart i skøjterne mere. 

Man troede, kampen skulle vare for evigt – lige indtil Niemi altså trådte frem og gjorde det umulige.

Minutter på isen for danskerne: Oliver Lauridsen 38:29, Jesper Jensen Aabo 43:54, Nicklas Jensen 39:34, Peter Regin 39:28. CSKA’s back Mat Robinson spillede 54:12 minutter og var den spiller, der blev benyttet mest. 

Hele “arrangementet” varede fra kampstart 17:30 til det afgørende mål blev scoret seks timer og tre minutter senere.