KHL: Jokerit tabte til “angstmodstander” i playoff-indledning

Foto: Jan Korsgaard

Efter en del sæsoners tilløb, er det nu, Jokerit Helsinki skal præstere i KHL’s slutspil. Klubben har kørt med stort underskud i mange sæsoner, tilskuertallet har ikke været alt for godt i denne sæson, så sportslig succes er næsten påkrævet for danskerklubben. 

Jokerit har dog en kæmpe mental udfordring i første runde af slutspillet, hvor Dynamo Moskva er modstanderen i første rundes bedst af syv-serie. 

Op til den første kvartfinale i aftes havde Jokerit nemlig tabt 11 kampe på stribe mod Dynamo, og den sejrsrække til hovedstadsholdet fortsatte i aftes. 

Sejr nummer 12 til Dynamo blev hentet i tredje periode, hvor gæsterne lynhurtigt gik fra 1-1 til 3-1, og Vadim Shipyacovs mål til 3-1 blev matchafgørende i en kamp, hvor Jokerit vandt skuddene 34-21. 

Kristian Vesalainen fik reduceret for det finske mandskab, der havde fire danskere på holdet – men ingen danskerpoint på kamprapporten.

Vesalainens 2-3-reducering var ikke nok, for Dynamo afgjorde kampen i tomt bur til sidst.

Nu er der virkelig skæbnekamp for Jokerit i morgen, når det gælder endnu en hjemmekamp. Den skal ganske enkelt vindes.