KHL: Jokerit tabte playoff-åbning

Foto: Jan Korsgaard

Det var højdramatisk, men set med danske øjne fik kampen det forkerte udfald, da Jokerit Helsinki med Philip Larsen, Jesper B. Jensen og Peter Regin tabte den første kvartfinale mod Torpedo Nizhny Novgorod, der vandt med 6-4 og dermed bragte sig foran 1-0 i den store ligas slutspil.

Peter Regin scorede en enkelt gang for Jokerit, assisteret af Philip Larsen, men det danskproducerede 4-5-mål var altså ikke nok i en forventningsfuld Hartwall Arena, der nok havde forventet en sejr mod det fysisk stærke Nizhny Novgorod-hold, der har lettiske Kaspars Daugavins som den absolutte superstjerne.

Det var dog en anden meget meriteret spiller, der lagde grunden til Torpedo Nizhny Novgorods sejr. Nikolai Zherdev scorede to hurtige mål i slutningen af første periode og lagde dermed grunden til gæsternes optimisme. Jokerit fik dog slidt sig tilbage og udlignede til 3-3 efter 32 minutter, men 11 minutter før tid slog en anden mand med NHL-erfaring, Alexander Frolov, til og scorede Nizhny Novgorods fjerde mål.

Alexei Sopins gjorde det til 5-3, og så hjalp det altså ikke, at Peter Regin fik reduceret. Kampens sidste mål blev scoret i tomt bur med fire sekunder igen.

Ny chance til Jokerit på tirsdag – også på hjemmebane i Helsinki.

Se her Peter Regins mål fra dagens kamp: