KHL: Jokerit henter tidligere stjerne tilbage

Foto: Jan Korsgaard

Danskerklubben Jokerit har været stærkt kørende i KHL i denne sæson, og nu opruster den finske klub yderligere.

Jokerit har mandag formiddag givet sine fans en stor julegave i form af den amerikanske forward Steve Moses, som har skrevet kontrakt med klubben frem til 2020.

28-årige Steve Moses har i denne sæson spillet for AHL-klubben Rochester Americans, som han har lavet syv mål og ni assists for i 29 kampe. Lillejuleaften suspenderede Rochester den lille wing for kontraktbrud, og det ligger altså nu fast, at Moses har fået ophævet sin aftale med AHL-klubben for at skifte til Jokerit.

Steve Moses spillede også for Jokerit fra 2012 til 2015. I de første to sæsoner spillede klubben i den finske liga, men i 2014 trådte Helsinki-klubben ind i KHL. Moses prøvede i 2015 at vende hjem til Nordamerika for at slå igennem i NHL, men trods en kontrakt med Nashville Predators fik han aldrig kampe i verdens bedste ishockeyliga.

Derfor tog Moses tilbage til Europa, hvor han spillede for KHL-storklubben SKA St. Petersburg. I denne sæson har han så igen været hjemme i Nordamerika, men nu skifter han altså til sit europæiske “hjem” i Finland, hvor han bliver holdkammerat med danskerne Peter Regin, Nicklas Jensen, Oliver Lauridsen og Jesper B. Jensen.