KHL: Jokerit henter stjerneskud hjem fra Winnipeg

Det har ligget i luften på det seneste, men nu er det sikkert og vist. Det finske supertalent Kristian Vesalainen bliver holdkammerat med de fire danskere hos Jokerit Helsinki.

Den blot 19-årige Vesalainen regnes som et af Finlands største talenter overhovedet, og har allerede i en ung alder spillet gode sæsoner både for Frölunda i SHL og HPK Hämeenlinna i den finske Liiga. 

Han blev draftet i første runde af Winnipeg i 2017, og han har allerede i denne sæson fået sin debut for Jets med fem kampe i NHL. Men træner Paul Maurice har altså vejet Vesalainen og fundet ham for let. 

Og i stedet for en tur til Manitoba Moose og AHL i den resterende del af sæsonen, er Vesalainen altså nu lånt ud til Jokerit i KHL og bliver med sikkerhed en forstærkning til den finske storklub, der efterhånden SKAL nå langt i kampen om Gagarin Cup.

For øjeblikket er Jokerit nummer tre i KHL’s Western Conference og er vældig godt kørende, selv om både Peter Regin og Nicklas Jensen er ude med langtidsskader.