KHL: Jokerit henter hviderussisk profil

Foto: Jan Korsgaard

Jokerit kunne mandag fortælle, at klubben har forlænget samarbejdet med danske Nicklas Jensen, og den finske KHL-klub forstærker også offensiven med en ny mand udefra.

Det er den hviderussiske forward Geoff Platt, der har indgået en aftale med Jokerit. Aftalen gælder for den kommende sæson, oplyser Jokerit på Instagram.

33-årige Platt er født i Canada, men har i de seneste ti år spillet i europæisk ishockey. Først i Finland og siden i en række sæsoner for hviderussiske Dynamo Minsk. Geoff Platt er blevet hviderussisk statsborger og har spillet tre VM-turneringer for Hviderusland. Senest i Danmark, hvor holdet rykkede ned.

Geoff Platt spillede i sidste sæson for storklubben CSKA Moskva. Han blev i alt noteret for 13 point i 38 kampe, og med 263 point i 428 KHL-kampe på cv’et, er den 33-årige forward en rutineret herre.

Før skiftet til europæisk ishockey spillede Geoff Platt 46 NHL-kampe.