KHL: Jokerit fik hul på bylden, vandt 5-1 – assist til Peter Regin

Danskerklubben i KHL, Jokerit Helsinki, vandt i aften en ganske vigtig sejr over gæsterne fra Metallurg Novokuznetsk. Det var Jokerits første hjemmesejr i tredje forsøg og tre meget vigtige point, der blev grundlagt via en flot 4-0-føring i første periode.

Det finske mandskab angreb fra start – i modsætning til kampen mod Novosibirsk i lørdag – og det gav pote fra start.

Jokerit var foran 4-0 efter et kvarter og det var med Peter Regin som assist på 4-0-målet. Hjemmeholdet lagde en enkelt mål til i anden periode, og gæsternes reducering til sidst var ren kosmetik.

Den danske kaptajn fik 21 skift og lige over 20 minutter på isen, mens Jesper B. Jensen fik 18 skift og godt 18 minutters istid.

Netop i dag blev det meldt ud, at Oliver Lauridsen er skadet og ude indtil slutningen af oktober.