KHL: Jannik Hansen scorede sit syvende sæsonmål, CSKA suveræne

Jannik Hansen er i den grad kommet på et vinderhold i KHL. 

Der er kun en ting, der tæller for CSKA Moskva i denne sæson, og det er Gagarin Cup-titlen. Og tænk, hvis også verdens næststørste ishockeytrofæ kommer til Rødovre til sommer. 

Ganske utroligt har CSKA Moskva kun lukket 69 mål ind i 56 kampe, og det er ikke mindst holdets jernforsvar, taktiske kunnen og to dygtige målmænd, der har slået til i sæsonen – og så har angriberne leveret som nødvendigt. 

Jannik Hansen scorede i aften sit syvende sæsonmål, da CSKA Moskva var på besøg hos Dinamo Minsk. Her var over 9000 tilskuere mødt op, selv om Minsk for længst er dryppet ud af slutspilsvarmen, og de fik altså blot endnu en solid CSKA-præstation at se. 

Inden for to minutter scorede Konstantin Okulov og Jannik Hansen til 1-0 og 2-0, og så tog defensiven ellers fat og holdt fast. 3-0-målet kom i slutfasen. 

Danskeren står nu med 18 point i 43 kampe. 

Også Jokerit kom af sted med en sejr i bagagen i dag. Det forfærdelige 2-8-nederlag i Novosibirsk for nylig blev fulgt op med en 1-0-sejr hos Traktor Chelyabinsk. Jesse Joensuu afgjorde for det finske mandskab. Ingen danskerpoint denne mandag i februar for Jokerit. 

Ufa og Philip Larsen tabte 2-3 hjemme til Barys Astana efter overtid. Philip Larsen spillede næsten 22 minutter for hjemmeholdet og som altid var han en af de spillere med mest istid for Salavat Ufa.