KHL: Jannik Hansen scorede foran 67770 tilskuere

Foto: Jan Korsgaard

Enorm kamp i KHL i dag, hvor det store fodboldstadion Gaszprom Arena i Skt. Petersborg for anden gang på en uge var omdannet til ishockeyarena. Forleden var over 71000 tilskuere på plads til kampen mellem Rusland og Finland, som hjemmeholdet vandt 5-0, mens det i eftermiddag gjaldt kampen mellem SKA St. Petersborg og CSKA Moskva i KHL.

Det blev naturligvis den suverænt bedst besøgte kamp i ligaens historie med 67770 tilskuere på lægterne, men hovedparten gik skuffede hjem. 

Gæsterne fra hovedstaden vandt nemlig med 4-1 og konsoliderede dermed sin føring i KHL – både den samlede og i Western Conference. 

For Jannik Hansen blev det en stor dag. 

Danskeren spillede over 17 minutter for CSKA og han fik lov til at afslutte den enorme fest i St. Petersborg. Jannik Hansen scorede nemlig i tomt bur til 4-1 for gæsterne, der havde godt fat i kampen fra start.

Inden for den første halve time havde Linden Vey, Kirill Kaprizov og Pavel Karnaukhov bragt Moskva foran. Først tre minutter før tid formåede Nikita Gusev at svare igen for hjemmeholdet, og så scorede Hansen altså og lukkede kampen. Nærmest med et slagskud fra egen zone.