KHL: JANNIK HANSEN med sit første mål for CSKA Moskva

Foto: Jan Korsgaard

Der skulle gå næsten 16 hele kampe og Jannik Hansen og CSKA Moskva skulle flyves helt til den østrigske hovedstad Wien, før det endelig skete: 

Danskeren med den flotte NHL-fortid scorede sit første mål i verdens næstbedste liga. Det gjorde han i den første af KHL såkaldte “World Games”, der finder sted i Wien og Zürich. 

Med et mål i undertal fik Jannik Hansen i tredje periode sat sit præg på en særdeles ensidig forestilling i Wien, hvor CSKA Moskva vandt med hele 9-0 over Slovan Bratislava, KHL’s repræsentant fra Slovakiet, der tabte den tredje kamp på stribe og slet ikke kunne følge med topholdet fra Moskva i dag i Wien, hvor 5543 tilskuere var på plads. 

CSKA Moskva var foran 3-0 allerede efter syv minutter, og Jannik Hansen havde såmænd også en assist på Mat Robinsons 3-0-scoring. 

Derefter gik det slag i slag for Jannik Hansens mandskab, der vandt sæsonens absolut største sejr mod et chanceløst hold fra Bratislava.